Coronakrisen er ved at være fortid, og det ser ud til, at forbrugerne hastigt vender tilbage til gamle vaner. Det viser Dansk Erhvervs nye E-handelsanalyse for juli. 

Da coronakrisen ramte Danmark, begyndte de danske forbrugere at ændre vaner online. Modsat før krisen fik de i stigende grad leveret deres netkøb direkte til døren fremfor pakkeshops og pakkebokse.

Men nu er krisen næsten bag os, og det tyder på, at forbrugerne i hastigt tempo vender tilbage til de gamle vaner. Dansk Erhvervs nye E-handelsanalyse for juli viser nemlig, at den foretrukne leveringsform er den, hvor forbrugeren selv klarer det sidste stykke af leveringen – eksempelvis ved at hente i en pakkeshop.

 

E-handelsanalysen juli 2021
E-handelsanalysen juli 2021

 

Den udvikling kommer ikke bag på Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

”Det var ganske naturligt, at flere valgte hjemmelevering under krisen for at undgå unødig kontakt med andre. Før krisen var ‘selvhenterne’ i fremgang, og derfor er det naturligt, at vi nu ser det igen. Samtidig bliver der også åbnet flere pakkeshops og pakkeautomater,” siger han i en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv. 

Niels Ralund hæfter sig også ved, at aflevering på aftalte steder som skur og levering indenfor en bestemt tidsramme går frem. 

”Og så ser vi også, at levering til anden modtager og samme-dags-levering er blevet mere populært. Generelt er der fremgang i de forskellige services, hvilket viser, at netbutikkerne skal kunne håndtere flere leveringstjenester. Det ved de også godt, hvilket vi kan se i logistikanalysen 2021.” 

 

Det skal være nemt og billigt

Analysen viser, at forbrugerne vælger den leveringsmetode, der er nemmest og billigst. Bekvemmeligheden er den primære faktor for alle leveringsformer undtagen afhentning på netbutikkens adresse, hvor prisen har størst betydning. 

Netop den levering/afhentningsform er gået massivt frem de sidste år. Blandt andet fordi flere butikker tilbyder click & collect.   

”Især under krisen har vi set flere åbne for salg via nettet med afhentning i butik, da det ofte er en relativ nem måde at komme i gang med e-handel på,” forklarer Niels Ralund.  

 

E-handelsanalysen juli 2021
E-handelsanalysen juli 2021

 

Lavere fragtpris får forbrugerne til at handle hjem

E-handelsanalysen for 1. halvår 2021 viser, at forbrugerne har skruet ned for indkøbene i udenlandske netbutikker. Ifølge juli-analysen kan det – udover coronakrisen – også hænge sammen med, at forbrugerne i mindre grad vurderer, at fragtprisen er lavere fra udlandet.

Blandt dem, som har handlet på udenlandske webshops det seneste halve år, mener 30 procent, at de danske netbutikker generelt er dyrere end de udenlandske, sammenlignet med 38 procent året før.​

”Det er en positiv udvikling, for vi ved, at lavere fragtpris er med at til at få forbrugerne til at handle i udlandet. De danske netbutikker og leverandører har flere år kæmpet for at blive endnu mere konkurrencedygtige, og disse tal viser, at det går den rigtige vej. Det fortjener de ros for,” siger Niels Ralund.  

 

E-handelsanalysen juli 2021
E-handelsanalysen juli 2021