Dansk Mode & Textil har netop offentliggjort en statusrapport for modebranchens første halvår af 2020, der bærer præg af coronavirussets konsekvenser. Mens den fysiske detailhandel under nedlukningen af landet har blødt, har nethandlen haft kronede dage.

Allerede ved årsskiftet vurderede brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, at 2020 ville blive et år med store udfordringer for den danske modebranche. Et år, hvor der skulle være fokus på bæredygtig omstilling, digitalisering og nye forretningsmodeller. En ny dagsorden fejede dog de oprindelige forventninger af bordet, da virusudbruddet med Covid-19 spredte sig over hele verden.

Siden da har modevirksomhederne mærket til konsekvenserne af udbruddet. Produktioner og leveringer gik i stå, forbruget stoppede omgående, og butikker lukkede ned fra den ene dag til den anden.

Dansk Mode & Textil har løbende undersøgt sine medlemmers udfordringer med Covid-19, hvilket har resulteret i en rapport, der giver et overblik over situationen i modebranchen.

 

Rutsjebanetur hos det fysiske detailsalg

En tredjedel af danske modevirksomheders salg af beklædning sker til de danske butikker og webshops, og mange er dermed afhængige af de fysiske butikker.

Den samlede omsætning i de danske tøjbutikker udgjorde i 2019 19,9 mia. kroner. Nedlukningen af Danmark i foråret 2020 satte dog en brat stopper for forbruget, men efter åbningen af landet er der igen kommet gang i salget.

Salget af beklædning steg markant i både maj og juni, men branchen har alligevel ikke indhentet det tabte fra nedlukningen. Ifølge Danske Bank har forbruget i tøjbutikkerne i løbet af juli ligget på niveau med sidste år. Det skriver Dansk Mode & Textil i sin rapport.

Kommer der en anden bølge af Covid-19 kommer det til at have alvorlige konsekvenser for detailhandlen, og ifølge Deloitte kan det i værste tilfælde medføre flere konkurser i detailhandlen.

 

Kronede dage for e-handlen

Modsat den fysiske detailhandel er onlinehandlen under Covid-19 eksploderet. Det viser tal fra både FDIH, men også Dansk Mode & Textils undersøgelse blandt medlemmerne rapporterer om et stigende netsalg under coronanedlukningen.

Organisationen har spurgt sine medlemmer om, hvordan deres salg via onlinekanaler har udviklet sig i løbet af første halvår af 2020 sammenlignet med halvåret forinden.

Den gennemsnitlige stigning i salget via onlinekanaler i første halvår af 2020 ligger på 18,5 procent, men tallet gemmer ifølge rapporten på store forskelle. Der er nemlig både virksomheder, der har fordoblet sin omsætning og virksomheder, der har oplevet en tilbagegang.

Det er særligt de mellemstore virksomheder, der har en omsætning på mellem 25-250 mio. kroner, der har oplevet en vækst i onlinesalget – og det er samtidigt i disse virksomheder, at onlinesalget i forvejen udgør den største andel.

Ser man på udviklingen fordelt på segmenter, er det særligt inden for herretøjskategorien, at onlinesalget er steget. Denne er steget med 25 procent, mens salget af dame- og børnetøj er steget med henholdsvis 19 og 4 procent.

Covid-19 har været med til at understrege, at der er et behov for at være digitalt tilgængelig, og det kan resultere i en acceleration i digitaliseringsprocessen, som branchen allerede befinder sig i.

 

Eksporten har det svært

Modevirksomhederne i Danmark henter to tredjedele af omsætningen på deres eksportmarkeder, og det er særligt i Europa, at modevirksomhederne afsætter varer. De er derfor også meget afhængige af, hvordan detailhandlen udvikler sig i Europa.

I 2019 var eksporten af beklædning den fjerdestørste varegruppe i den danske vareeksport med i alt 31 mia. kroner. På nuværende tidspunkt ser eksporten for 2020 dog ud til at være 13 procent under niveau sammenlignet med samme periode sidste år. Hvis 2020 ender med en samlet eksportnedgang på samme niveau som det nuværende, vil det betyde, at danske modevirksomheder mister omkring 4 mia. kroner i eksport. Det skriver Dansk Mode & Textil i rapporten.

Detailhandlen med sko og beklædning i Europa oplevede i marts og april voldsomme fald i omsætningen, og selv om der er fremgang i maj og juni, så ligger niveauet stadigvæk langt under 2019-salget.

Der er dog forskel på, hvordan det står til i de enkelte europæiske lande. Ser man på de overordnede tal, som ikke er brudt ned i brancher, så skal danske virksomheder være bekymret for deres eksport til Spanien, Italien, Frankrig og Storbritannien, mens der er mere positive takter at spore i lande som Tyskland, Sverige, Holland og Norge.

Foto: Unsplash