Covid-19 har medført et mere positivt syn på e-handlen

Hvad har Covid-19 gjort ved den europæiske onlinehandel og synet på samme? Fremtiden kan vi kun spå om. Alligevel forsøger en ny analyse at komme med svaret på, hvordan den europæiske e-handel vil udvikle sig i fremtiden på bagkant af den verserende coronakrise. 

Det er ikke udelukkende i Danmark, at coronakrisen og de medfølgende pandemirestriktioner med nedlukninger får forbrugerne til at søge mod alternativer og skrue op for handlen på nettet.

I en ny undersøgelse, som E-commerce Europe står bag, er 19 europæiske handelsorganisationer kommet med deres bud på, hvordan den nye virkelighed har påvirket e-handlen i de respektive lande. Her svarer 70 procent, at onlinehandlen har oplevet markant fremgang.

Også de fysiske butikker med tilhørende e-handel oplever fremskridt.

Foto: Dansk Erhverv

 

Mere positivt syn på e-handel

E-handelsdirektør i Dansk Erhverv Niels Ralund hæfter sig særligt ved en ting i analysen.

”I mine øjne er det interessant, at selv om nogle forbrugere er bekymrede for de mindre lokale butikker, så har krisen fået både forbrugere og politikere til at se mere positivt på e-handlens rolle. Det er positivt og ganske fortjent. Netbutikkerne hjælper mange forbrugere og er med til at skabe arbejdspladser og sikre penge til fælleskassen. Det vil forhåbentligt være med til at styrke branchen yderligere, når vi kommer ud af krisen,” udtaler han.

Analysen viser, at forbrugerne i højere grad vil støtte de lokale og nationale butikker. Men de forventer, at de kan gøre det online. Niels Ralund påpeger, at dette også er en tendens, vi ser i Danmark, hvor forbrugerne fravælger udenlandske e-handelsgiganter til fordel for de mindre butikker.

Han og de andre europæiske organisationer er enige i, at de mange e-handelsforbrugere – gamle som nye – vil fortsætte onlinehandlen. Dette bekræftes af Dansk Erhvervs egne e-handelsanalyser, hvor hver fjerde noterer, at de vil handle mere online i 2021.

”Forbrugernes vaner vil have ændret sig, og jeg er ikke i tvivl om, at omni-channel bliver endnu vigtigere end tidligere,” afslutter han.

Foto: Dansk Erhverv

 

Foto: Pexels