Dansk eksport taber milliarder

Genåbningen skaber grund til optimisme – men bagved optimismen kæmper eksporten. Ifølge en ny analyse fra Dansk Industri står danske eksportvirksomheder til at miste 170 mia. kroner i 2020: ”Det er en alvorlig nyhed for alle danskere,” lyder det.

Gaderne begynder at emme af liv og storcentrenes svingdøre og rulletrapper er atter i gang. Det tilbagevendende gadebillede er tydeligt for alle – sværere er det dog at få øje på, at den danske eksport er i frit fald. Det oplyser Politiken.

Dansk Industri anslår i en ny analyse, at de danske eksportvirksomheder alene i 2020 vil opleve en tilbagegang på omkring 13 procent, hvilket svarer til et tab på 170 mia. kroner.

”Det er en alvorlig nyhed for alle danskere. Eksporten finansierer store dele af vores velfærdssamfund, og tab på eksportmarkedet bliver ikke bare sådan indhentet igen. Der kan være tale om varige tab, hvis udenlandske virksomheder overtager danske markedsandele,” siger adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, til Politiken.

I marts gik dansk eksport tilbage med 5 procent. Dansk Industris analyse viser, at den negative udvikling først tager fart de kommende måneder, når ordrebøgerne er tomme.

Ifølge professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Philip Schröder, er Danmark meget afhængig af sin eksportsektor.

”Vi sælger varer og serviceydelser til omverdenen i et omfang, der svarer til halvdelen af bruttonationalproduktet. Derfor er Danmark også særlig sårbar over for udviklingen i udlandet. Vi risikerer at miste velstand og at vinke farvel til økonomisk aktivitet,” siger han.

Den faldende eksport er ligeledes skyld i utallige afskedigelser. Omkring 845.000 danske arbejdspladser er direkte afhængige af eksport, og Dansk Industri anslår, at eksportbeskæftigelsen foreløbigt er reduceret med omkring 80.000 som følge af afskedigelser og hjemsendelser.

Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod er eksportfremme nu ministeriets ”absolutte hovedprioritet”.

”Hele Udenrigsministeriet og alle vores ambassader arbejder nu og fremover ekstremt meget med eksportfremstød og investeringer i danske virksomheder. Vi har netop besluttet at fordoble midlerne til eksport- og erhvervsfremstød i hele 2021,” siger han.

 

Foto: Pexels