Deloittes Modeanalyse 2020 viser, at detailhandlens indtægter allerede inden Covid-19 var nedadgående. ”Efter Covid-19 får vi forventeligt et endnu voldsommere fald og øget pres, og vi må forvente at se flere dreje nøglen om,” lyder det fra Morten Gade Steinmetz, brancheleder for mode- og tekstilindustrien i Deloitte.

Det har længe stået klart for modebranchen, at detailleddet har det svært. Og da Covid-19 lammede hele verden i foråret 2020, gik det hårdt ud over detailhandlen med mode.

Tal fra Dansk Erhverv viser, at detailhandlen med beklædning og fodtøj i første kvartal af 2020 opnåede sin ringeste kvartalsvise omsætning i mange år.

Efter genåbningen af Danmark kunne detailhandlen endelig se lys for enden tunnelen med fremgang i salget. Særligt salget af beklædning har siden april oplevet en stor stigning. I juni måned ramte omsætningen af tøj sit højeste niveau i 2020, og tøjsalget kom dermed tilbage på niveau med tiden før Covid-19-restriktioner.

Selv om detailhandlen med tøj går bedre, er der stadig mange som kæmper for overlevelse. Det fremgår i Modeanalysen 2020 fra Deloitte, at dansk detailhandel allerede var ramt af faldende indtægter, inden Covid-19 ramte.

Det gennemsnitlige primære resultat pr. ansat faldt fra godt 49.000 kroner i 2018 til knap 33.000 kroner i 2019, viser analysen.

Brancheleder for mode- og tekstilindustrien i Deloitte, Morten Gade Steinmetz, mener, at den lave overskudsgrad på bare 0,9 procent i branchen kombineret med et faldende afkast af investeret kapital har givet dansk detailhandel dårlige forudsætninger forud for den globale krise.

”Detailhandlen har det stadigvæk hårdt og oplever pres fra de store online aktører. Men efter Covid-19 får vi forventeligt et endnu voldsommere fald og øget pres, og vi må forvente at se flere dreje nøglen om,” siger han og fortsætter:

”For dem, der klarer sig igennem krisen, bliver det svært at opretholde den økonomiske ballast til at skabe en god kundeoplevelse i butikkerne.”

 

De helt store, de helt små og de digitalt dygtige klarer sig godt

Der er dog lyspunkter i de ellers dystre tal. Ifølge Morten Gade Steinmetz vil de store kapitalfondsejede virksomheder drage nytte af stordriftsfordele måde under og efter krisen. Disse virksomheder vil fortsat have likviditet til at betale A-placeringer på gågader og i storcentre.

Også de helt små lokale butikker vil klare sig godt gennem krisen.

”Nogle af de små butikker klarede sig heldigvis også fortsat godt forud for krisen. Det er dem, der ligger i lokalsamfundene, som formår at skabe den gode kundeoplevelse i butikkerne, og det er også det, der skal hjælpe dem igennem Covid-19,” forklarer Morten Gade Steinmetz.

Ifølge Morten Gade Steinmetz ser det også lyst ud for de virksomheder, der har lavet en digital omstilling af forretningen.

Af medlemsvirksomhederne hos Foreningen for Dansk Internethandel, der udelukkende sælger varer på nettet, oplever 45 procent en vækst, som er 10 procent højere end forventet før udbruddet af Corona-virusset.

“Modevirksomheder, der formår at omstille sig til den nye forbrugeradfærd ved at optimere sine online platforme, kan vinde markedsdele, og komme ud på den anden side af Covid-19 som de store vindere. Samtidigt giver nye digitale værktøjer muligheder for at interagere med langt flere kunder og leverandører på en billigere og bedre måde,” siger Morten Gade Steinmetz.

 

Foto: Deloitte, Modeanalysen 2020