Dansk detail trodser stormvejr og sikrer fornuftig indtjening i 2023, viser Modeanalysen 2024. Øget privatforbrug trænger dog ikke over i beklædningsindustrien, og derfor ser det ud til, at danske modeforhandlere endnu en gang må gå omstillingsparat til værks, når vi kigger frem mod det nye år.
Den nye modeanalysen fra Deloitte konkluderer, at vi kigger tilbage på et år, der på mange måder har været en turbulent størrelse. Dalende dollarkurs, høj inflation og tårnhøje energipriser var blot nogle af de faktorer, der mod slutningen af 2022 skabte uro på finansmarkedet. I det spæde 2023 begyndte bølger af følgevirkninger at skylle i land hos detailvirksomhederne, og det så længe ud til, at 2023 ville blive et hårdt år for branchen.
Mens detailvirksomhederne løbende måtte kaste anker og tilpasse kursen, begyndte forbrugerne også at genoverveje, hvordan pengene blev brugt. Der er derfor ingen tvivl om, at detailvirksomhederne har måttet kæmpe hårdt og tænke smart for at navigere rundt om udfordringerne.
Heldigvis er det lykkes for detailvirksomhederne at navigere sikkert igennem, og det ser ud til, at uroen ikke har bidt sig fast med så voldsom en kraft, som man kunne frygte. Årets nøgletal viser således, at det gennemsnitlige driftsresultat per ansat er faldet med knap 25 procent – fra 98.900 kroner per ansat i 2021/22 til 74.400 kroner pr. ansat i 2022/23.
Det forlyder dog, at modeforhandlerne i efteråret 2023 har skullet kæmpe ekstra hårdt om kunderne. Mens privatforbruget er steget, er forbruget af beklædning mv. faldet. Det bliver derfor spændende at følge, om tendensen fortsætter henover 2024, og om vi kan aflæse tendensen, når vi til sommer atter kigger på moderegnskaberne.
Tallene indikerer også, at særligt de helt små detailvirksomheder med 0-9 ansatte har måttet tilpasse strategien som følge af opbremsning i forbruget. Her viser årets nøgletal et fald på 56 procent i det primære resultat pr. ansat – fra 110.800 kroner pr. ansat i 2021/22 til 48.800 kroner pr. ansat i 2022/23.
Selvom udviklingen generelt ser ud til at dreje i negativ retning, er niveauet stadig væsentligt over niveauet fra før Corona-nedlukningen. I 2018/19 lå niveauet eksempelvis på 36.300 kroner pr. ansat og er altså steget med 105 procent frem mod de 74.400 kroner pr. ansat i dag. Et stort set uændret antal aktører fra 2021/22 til 2022/23 understreger ligeledes, at det trods opbremsning i forbruget ikke er umuligt at drive fornuftig forretning.
“Andre tider rammer nu, og der vil helt sikkert være nogen, som skal tænke sig grundigt om. Krisen er indtil videre udeblevet, men vi står afgjort lige på tærsklen af noget nyt. Mange i modebranchen melder, at de må være ekstra vakse omkring tilpasning af salgskanalerne for at sikre salg og kontinuerligt push af varer. Kampen om kunderne intensiveres,” siger Morten Gade Steinmetz, Partner og brancheleder for mode- og tekstilindustrien i Deloitte.
Overskud trods stormvejr
Knap 60 procent af detailvirksomhederne viser i 2022/23 overskud. Det er 14 procentpoint færre, end året forinden. Det markerer samtidig det laveste niveau set over de seneste fem år. Det urolige år taget i betragtning, er det dog positivt, at over halvdelen af detailvirksomhederne får indtjening til at overstige omkostninger.
Omstillingen ser ud til at få de mindste detailvirksomhederne med 0-9 ansatte til at trække positivt fra i perioden, da de kunne præsentere en overskudsgrad på knap otte procent mod det gennemsnitlige fem procent for hele branchen. Det markerer samtidig et flot comeback fra før Corona-nedlukningen, hvor disse detailvirksomheder i 2018/19 lå i minus. Ser vi på overskudsgraden generelt for branchen, ser den ud til at ligge stabilt omkring de fem procent i løbet af de seneste to år. Det skyldes især, at modevirksomhederne er dygtige til at tilpasse sig omverdenen.
“Modevirksomhederne har skabt et tilpas fleksibelt fundament til at håndtere risiko. De viser endnu engang, at de er dygtige til at tilpasse forretningen i takt med, at nye udfordringer viser sig. Mens tilpasningen måske går en smule ud over bundlinjen, tjener de trods alt stadig penge, og formår at fastholde en sund forretning,” slutter Morten Gade Steinmetz.
Foto: Unsplash