Læs og bliv klogere på, hvad modevirksomhederne ifølge rapporten ‘The State of Fashion 2020 – Coronavirus Update’ skal have fokus på, når støvet efter krisen har lagt sig.
Ifølge konsulentvirksomheden McKinsey & Company ser modebranchen ind i en tid med lavkonjunktur, hvor industrien vil gennemgå en dramatisk transformation.
I den næste lange periode, hvor modebranchen skal komme sig over pandemien, forventer konsulentvirksomheden et lavere forbrug af mode- og livsstilsvarer, ligesom efterspørgslen vil falde på tværs af kanaler. Det fremgår i rapporten ‘The State of Fashion 2020 – Coronavirus Update’.
Rapporten fremhæver fem punkter, hvor ledere i branchen især skal lægge sit fokus, når støvet efter pandemien har lagt sig.
1 || Survival Instincts
Den næste tid vil være præget af en recession i branchen, der tvinger modeaktører til at øge deres modstandsdygtighed og tilpasse forretningsmodeller.
Virksomhederne, der overlever krisen, vil have foretaget dristige og hurtige indgreb i forretningen for at sikre sig en stabilisering. Først når en stabilisering er opnået, vil disse virksomheder søge mod nye markeder, strategiske muligheder og fremtidige planer for vækst i en branche i transformation.
Rapporten vurderer desuden, at luksussektoren vil lide mere end andre sektorer i branchen. Dette skyldes blandt andet luksussektorens afhængighed af rejseaktivitet og turister. 20 til 30 procent af luksusindustriens indtægter kommer nemlig fra køb foretaget udenfor køberens hjemland. 2020 er da også allerede blevet kaldt “det værste år i moderne luksus’ historie.”
2 || Discount Mindset
Som konsekvens af bugnede lagre i modevirksomhederne kommer resten af 2020 til at bære præg af kampagner og rabatter, så lagerbeholdningen kan komme i bund. Herefter vil shoppingkulturen skulle opbygges, idet man igen skal vende kunderne af med rabatterne.
Det bliver imidlertid en svær opgave, idet branchen mødes af både en recession og antiforbrugerisme. For at nå den ‘nye’ type forbruger, skal virksomheder og brands finde på nye måder at tænke forretning på.
Rapporten skriver blandt andet, at 65 procent af brugerne i Europa og USA forventer at mindske deres forbrug af tøj, mens kun 40 procent forventer af mindske deres husholdningsudgifter.
Rapporten vurderer endvidere, at pandemien vil bringe væredier om bæredygtighed i skarp fokus, intensivere diskussioner og yderligere polarisere synspunkter omkring materialisme, overbrug og uansvarlig drift.
3 || Digital Escalation
“If ever there was a time to turbocharge digital, it is now.”
Sådan skriver McKinsey & Company i sin rapport.
Den sociale afstand har fremhævet betydningen af digitale kanaler mere end nogensinde før, og rapporten vurderer, at forbrugerne fortsat vil efterspørge mere digitalisering. Derfor skal brands og virksomheder fortsat handle hurtigt for at levere, hvad forbrugeren efterspørger.
4 || Darwinian Shakeout
Modebranchen havde allerede en “the-winner-takes-it-all”-kultur inden krisen indtraf – og krisen vil blot intensivere industriens polariserende kultur. Den vil skubbe de svage ud af branchen, styrke de stærke spillere og fremskynde nedgangen hos virksomheder, der allerede før pandemien kæmpede for overlevelse.
Dette vil føre til konkurser og konsolideringer af virksomheder, som bliver til store imperier, vurderer rapporten.
Virksomheder, store som små, vil blive nødt til at gennemgå sin placering i landskabet – “tilpas jer eller dø” er ikke en overdrivelse i denne sammenhæng, står der i rapporten.
5 || Innovation Imperative
“Don’t let innovation stop, because this could be the window of oppertunity, use this time to reinvent how you do, bring consumers new alternatives, new value, and in the process even reinvent your own brand,” skriver McKinsey & Company i rapporten.
For at kunne navigere i den nye virkelighed under restriktioner, minimere den skadelige indvirkning, som pandemien har haft, samt tilpasse sig skift i økonomien og forbrugeradfærden er virksomhederne nødt til at bruge nye metoder i hele værdikæden for at fremtidssikre deres forretningsmodel.
Modeaktører skal udnytte deres innovationer og opskalere dem, der fungerer, for at få radikale og vedvarende ændringer i deres organisation og en bedre industri.
Også designfirmaet Designit har tidligere udtalt, at de mener, at man bør udnytte krisen til at fremme vækst gennem kreativitet og innovation.
Foto: Pexels