Salget af tøj, sko og accessories på nettet er vokset massivt i 2020 og er især drevet af kvinder og unge forbrugere. “E-handlen betyder virkelig meget for os,” lyder det fra en butiksindehaver.
Det kommer ikke bag på nogen, at digitale butikker har vækstet massivt under Covid-19, fordi strøgbutikker og storcentre blev coronalukket tilbage i marts.
Der er i løbet af året blevet talt om krisens vindere og tabere, og disse kan også gøres op blandt fysiske og digitale butikker i modebranchen. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
“Mange fysiske butikker har været lukkede eller underlagt restriktioner, og det har fået forbrugerne til at flytte en større del af forbruget over på nettet. Heldigvis har mange fysiske butikker efterhånden også en netbutik, så det øgede salg online har hjulpet mange med at holde snuden oven vande,” siger Niels Ralund, der er blevet e-handelsdirektør i Dansk Erhverv efter en fusion mellem FDIH og Dansk Erhverv.
Rune Thieme, der er medejer og adm. direktør af tøjbutikken Engbork fra Næstved, er en af dem, der hurtig har måtte omstille butikken fra fysisk til digital.
“Vi rykkede medarbejderne rundt for at følge med efterspørgslen online, hvor salget bare eksploderede. Sammenlignet med sidste år har vi haft en vækst online på 219 procent, og selv om vi har haft en svag vækst i den fysiske butik efter genåbning, så betyder e-handlen virkelig meget for os,” siger han.
Onlinesalget er især drevet af unge forbrugere og kvinder. 40 procent af undersøgelsens adspurgte kvinder har handlet tøj og sko online inden for den seneste uge, mens kun 20 procent af mændene har gjort det.
Branchen oplevede størst fremgang i onlinesalget i maj og juni, men tredje kvartal ligger også højere end sidste år, og det forventer man, at resten af året vil gøre.
Manglende prøverum er en udfordring
Undersøgelsen viser, at kunderne primært shopper online for prisen og fleksibilitetens skyld. Det er dog en ulempe for onlinehandlen, at der ikke er mulighed for at prøve tøjet på, lyder det.
“Der er ingen tvivl om, at det manglende prøverum er en udfordring for branchen. Der bliver knoklet på højtryk for at ‘flytte prøverummet’ hjem til forbrugerne – eksempelvis kan forbrugerne scanne sig selv med en smartphone for at finde den rette størrelse. Når det kommer på plads og bliver tilgængeligt for alle, så vil vi sikkert se et øget salg og forhåbentligt også en reducering i returneringer, som branchen har en del af,” siger Niels Ralund.
Foto: Unsplash