Nye tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse viser, at forbrugerne forventer at skrue yderligere op for forbruget på nettet i 2022. Igen ligger tøj højt på listen over de varer, forbrugerne forventer at købe mere af online.

E-handlen har været i konstant vækst, men kan det blive ved, når danskerne vender tilbage til en hverdag uden restriktioner?

Ja, ifølge Dansk Erhverv. For de seneste tal fra E-handelsanalysen viser, at 26 procent af forbrugerne forventer at handle mere på nettet i de kommende 12 måneder, mens knap 7 procent forventer at købe mindre.

E-handelsanalysen, december, Dansk Erhverv

”Det er en meget stor andel, som vil handle mere, og svarene er da også fra december, hvor vi så en stigning i både restriktioner og smittetal. Derfor vil vi nok se en lavere andel, når vi spørger forbrugerne i januar,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv og fortsætter:

”Det ændrer dog ikke på, at hver gang, vi har spurgt forbrugerne over de sidste år, så har der været flere, der vil skrue op for e-handlen end omvendt. Derfor siger jeg også, at alt tyder på, at e-handlen vil fortsætte med at vokse, når hverdagen forhåbentligt snart vender tilbage.”

Som altid ligger tøj, sko og accessories højt på listen, når forbrugerne skal tage stilling til, hvad de vil købe mere eller mindre af online. I den nyeste analyse svarer 26 procent, at de vil købe mere inden for den kategori online.

E-handelsanalysen, december, Dansk Erhverv
Lever op til kundernes forventning

En anden væsentlig årsag til væksten er, at de danske virksomheder har haft travlt med at blive endnu bedre til at leve op til kundernes forventning om, at de kan handle hvor og hvornår, det passer dem – på den måde, der passer dem.

”Hvor vi tidligere så en kamp mellem e-handel og fysiske butikker, har vi under krisen set, at flere i stedet indser, at de to ting kan komplimentere hinanden og skabe rigtig gode resultater. Det har været virkelig godt at se, og det er helt klart noget af det, som vil hjælpe dansk erhvervsliv fremover,” siger Niels Ralund og peger blandt andet på, at mange virksomheder har kastet sig over eksempelvis live-shopping og Click&Collect.

 

Foto: Unsplash