Coronakrisen har medført ændret en ændret forbrugeradfærd, der har ramt modeindustrien hårdt. Når krisen er overstået, vil danskerne ikke øge tøjindkøbene, viser ny undersøgelse.

Det har været og er fortsat svært at være næringsdrivende i disse coronatider. Forbrugertilliden styrtdykker, og særligt fysiske butikker i modebranchen er hårdt ramt af den ændrede forbrugeradfærd, som udbruddet af Covid-19 har medført.

Desværre for branchen ser det ud til, at den negative udvikling også vil fortsætte efter krisen. En ny undersøgelse fra det digitale kommunikations- og reklamebureau Advice viser nemlig, at kun seks procent forventer at bruge flere penge på tøj og sko, når coronastormen har lagt sig. 14 procent forventer at bruge færre penge på tøj efter krisen.

Hos Advice forholder man sig dog trods de negative prognoser alligevel optimistisk.

”At kun seks procent forventer at bruge flere penge på tøj og anden beklædning efter corona er interessant, men ikke nødvendigvis retvisende. Lige nu går mange af os hjemme i vores egen lille osteklokke, men mon ikke det ser anderledes ud, når vi skal stå ansigt til ansigt med omverdenen, kollegaer og venner igen,” udtaler direktør og forbrugerekspert hos Advice, Maria Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Det bliver i stedet restaurationsbranchen, kulturinstitutioner og udbydere af personlig pleje, der kommer til at nyde godt af det ændrede forbrugeradfærdsmønster efter krisen, lyder det i undersøgelsen, der meddeler, at mange vil prioritere selvforkælelse og ting, der skaber glæde, når landet er på den anden side af Covid-19.

Undersøgelsen fra Advice er udarbejdet i samarbejde med den nordiske dataleverandør Userneeds.