Alle indikatorer, der bruges til at beregne forbrugertilliden, er steget siden sidste måned. 

Danskernes syn på deres nuværende og fremtidige økonomiske situation – forbrugertilliden – har siden coronakrisens begyndelse i marts 2020 nået sit højeste niveau i april 2021. Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden for april måned 2021 ligger på minus 1,1 og er dermed steget i forhold til marts 2021, hvor den lå på minus 5,0. Det er alle fem indikatorer, der bruges til beregning af forbrugertilliden, der er steget siden sidste måned, men det er især indikatoren for vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation samt indikatoren for forventningen til den fremtidige økonomiske situation, der er steget mest. Forbrugertilliden i april 2021 er derfor på sit højeste niveau siden marts 2020.

Forbrugerne forventer nemlig fortsat, at familiernes økonomiske situation vil være bedre om et år end i dag. Indikatoren ligger på 13,1 i april og er dermed højere end gennemsnittet for de sidste seks måneder, der ligger på 12,0.

Forbrugerne forventer ligeledes, at Danmarks økonomiske situation vil være bedre om et år, end den er i dag. Indikatoren er for første gang siden juli 2020 positiv og ligger på 7,4, hvilket er betydeligt højere end gennemsnittet for de sidste seks måneder, som er minus 3,1.

Forbrugerne forventer desuden for første gang siden juli 2019, at arbejdsløsheden vil være faldet om et år. Indikatoren herfor ligger på minus 8,7, og gennemsnittet for de sidste seks måneder er 7,8.

Foto: Pexels