Over halvdelen af alt tøj, sko og smykker, som danskerne køber, bliver købt online. 49 procent af samtlige køb inden for kategorien sker hos en udenlandsk webshop. Det viser en undersøgelse foretaget af FDIH. 

Ifølge en undersøgelse foretaget af Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH, bliver 55 procent af alt tøj, sko og smykker købt online, mens kun 45 procent shoppes i fysiske butikker. Kategorien står i 2018 for hver 5. onlinehandel i Danmark og fastholder således førstepladsen i at være det mest købte på internettet.

Der blev i alt brugt 19 mia. kroner på tøj, sko og smykker fordelt på i alt 41,2 mio. handler i 2018. 49 procent af handlerne blev foretaget på udenlandske webshops.

Det er derfor heller ikke forbavsende, at Zalando, Wish og Amazon ligger i top 5 over danskernes foretrukne internetbutikker.

 

Nethandel frem for fysiske butikker

Hvorfor er det så lige helt præcis, at danskerne vælger onlineshopping – og i særdeleshed udenlandske webshops – over fysiske butikker?

FDIH klarlægger i undersøgelsen tre helt essentielle årsager til, hvorfor danskerne generelt shopper online.

For det første peger danskerne på udvalget som en af årsagerne. Enten findes den ønskede vare kun findes på nettet, udvalget er måske større eller også findes produktet ikke i nærområdet.

For det andet er det mere bekvemmeligt for danskerne at shoppe online – det er både tidsbesparende, og varen bliver leveret til døren.

Til sidst peger danskerne på prisen. Varen kan være billigere på nettet, og det er lettere at sammenligne priserne online.

De to primære årsager til, at danskerne lægger pengene på udenlandske webshops, er for at spare penge og for at få et større udbud af varer.