Danskerne er mest positive overfor stormagasinet Magasin, men ikke alle bryder sig lige meget om at handle i landets mange shopping-centre.

De danske shopping-centre er i fremgang, og det er Magasin, der på landsplan er danskernes foretrukne. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov.

Undersøgelsen er baseret på 1.000 interviews med repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra konsulent- og analyseorganisationens panel.

YouGov har blandt andet bedt danskerne svare på, hvilke shopping-centre de har et positivt indtryk af, og her svarer 39 procent Magasin. Andenpladsen deles af Fields og Salling, som 28 procent af de adspurgte har svaret, at de har et positivt indtryk af.

Panelet er ligeledes blevet bedt svare på, hvilke shopping-centre de har et negativt indtryk af, og her svarer flest, i alt 9 procent, at de ikke bryder sig om City 2, der ligger i Taastrup uden for København. Andenpladsen i den kedelige ende af skalaen deles af Fields og Fisketorvet, som 7 procent af de adspurgte har svaret, at de har et negativt indtryk af.

 

En tredjedel bryder sig ikke om shopping-centre

Det er imidlertid ikke alle, der færdes lige begejstret i landets shopping-centre. Hele 36 procent af de adspurgte har svaret, at de ’slet ikke’ eller ’i meget lav grad’ kan lide at besøge shopping-centre. 26 procent har svaret, at de ’høj’ eller ’meget høj grad’ kan lide at færdes i shopping-centre.

Unge mellem 18 og 39 år og kvinder er generelt shopping-centrenes gladeste gæster. 34 procent af de 18 til 39-årige kan i ’høj’ eller ’meget høj grad’ lide at besøge et shopping-center, hvorimod kun 22 procent af de adspurgte over 40 har svaret det samme. 71 procent af kvinderne har svaret, at de ’i nogen’ eller ’i meget høj grad’ kan lide at gæste shopping-centre. 54 procent af de adspurgte mænd har svaret det samme.

Undersøgelsens data er indsamlet fra den 28. til den 30. oktober i år.