En samlet økonomisk nedgang, en lav overskudsgrad og en stabil soliditetsgrad. Sådan lyder status for en sårbar dansk detailhandel efter Covid-19 i Modeanalysen 2021.

Covid-19 har for alvor sendt modebranchen ud på gyngende grund. Mange danske modevirksomheder oplevede – og oplever stadig – interne kriser med svingende efterspørgsel, tvangslukkede forretninger og en faldende eksport.

Men der er lys for enden af tunnelen med vaccinerne, der er i fuld gang. Og når støvet har lagt sig, er det afgørende, at modevirksomhederne står klar med en strategi, der matcher den nye virkelighed.

Det mener brancheleder for mode- og tekstilindustrien ved Deloitte, Morten Steinmetz, der i Modeanalysen 2021 peger på, at de danske modevirksomheder i 2021 bør fokusere på to ting:

  1. Den ændrede købsadfærd som digitaliseringen har medført
    Flere og flere forbrugere har i løbet af 2020 shoppet mode online, og det er en tendens, der vil fortsætte. Man er derfor nødt til at styrke sin online-tilstedeværelse, hvis man i 2021 vil være med i kampen om forbrugerne.
  2. Modebranchens grønne dagsorden
    Bæredygtighed fylder mere og mere i forbrugernes bevidsthed, men også investorer og kapitalfonde er på udkig efter modevirksomheder, der driver en bæredygtig forretning. Tiden lige nu er et godt tidspunkt til at tilpasse virksomheden hertil.

 

Nedgang og lav overskudsgrad gør modevirksomhederne sårbare

Ifølge Modeanalysen 2021 er det gennemsnitlige driftsresultat pr. ansat faldet fra godt 36.000 kroner i 2018/19 til knap 27.000 kroner i 2019/20.

Det faldende resultat er blot endnu et udtryk for, at indtjeningen i detailhandlen er presset. Forbrugerne har vænnet sig til at købe varer på udsalg eller med store rabatter, og det gør det svært for detailhandlen at opretholde et fornuftigt indtjeningsniveau.

“Januar-udsalg og mid season sale er kommet for at blive, og fordi mange tøjvarer ikke er nødvendige og akutte ‘her og nu’-køb, venter forbrugerne med at slå til, til varerne falder i pris. Det betyder, at det er svært at opnå en fornuftig avance, og blandt andet derfor står de tilbage med et lavt resultat pr. ansat,” mener Morten Steinmetz.

Dertil kommer, at flere forbrugere under Covid-19 har omlagt deres shoppevaner og dermed har lagt flere penge hos store onlinebutikker som Zalando og Asos, der tilmed gør det nemt for forbrugeren at handle online. Derfor skal de fysiske butikker blive endnu skarpere, lyder det fra Morten Steinmetz:

“Mange ved desværre ikke hvilke initiativer, varekategorier eller kampagner, de tjener mest på, og hvad de skal gøre for at sælge mere af det, der efterspørges. Det handler i virkeligheden om at finde tilbage til det gode købmandskab og holde et skarpt fokus på at købe rigtigt ind og levere den rigtige service.”

Overskudsgraden for den samlede detailhandel ligger på bare 1,9 procent, og det indikerer, at den danske detailhandel ikke ligefrem stod klar med corona-resistente forretningsmodeller tilbage i marts 2020.

“Vi har at gøre med en lav overskudsgrad, hvor en meget lille andel af virksomhedernes omsætning ender på bundlinjen. Det betyder, at der skal meget få udsving til, før de går fra plus til minus, og det er en sårbar tilstand, når vi endnu ikke har set enden på Covid-19,” siger Morten Steinmetz.

 

Stabil soliditetsgrad – men vi har ikke set alle effekterne af Covid-19 endnu

Trods økonomisk tilbagegang forbliver detailhandlens gennemsnitlige soliditetsgrad stabil. Fra 2018/19 til 2019/20 stiger den gennemsnitlige soliditetsgrad fra 52,6 til 54 procent, hvilket ifølge branchelederen formentlig skyldes bankernes høje krav til detailhandlerne.

“At være detailforretning kræver en stor egenfinansiering, og den flotte soliditetsgrad tyder på, at bankerne holder fast i deres krav om, at ejerne selv skal komme med en stor del af pengene til forretningen,” siger Morten Steinmetz, der afslutningsvist siger, at vi endnu ikke kan se det fulde billede af de konsekvenser, som Covid-19 har medført:

“Alt i alt kan vi af årets analyse endnu ikke se det fulde billede af de konsekvenser, som Covid-19 har haft for dansk detailhandel. Vi må forvente at se et yderligere dyk i indtjeningen hos især de fysiske forretninger efter nedlukningen i begyndelsen af 2021. Men lad os håbe på, at vi med vaccinen atter kommer til at se en stigning i tøjforbruget.”

Modeanalysen 2021, der er udarbejdet af Deloitte, er netop offentliggjort. Analysen baserer sig på regnskaber fra 1.241 danske detailhandlere og deres regnskaber for 2019/20.

Foto: Unsplash