Den samlede danske vareeksport var rekordhøj i marts 2021, mens modeeksporten for januar og februar 2021 stadigvæk er mærket af krisen. 

Trods en endnu ikke overstået coronakrise klarer den samlede danske vareeksport sig ganske glimrende. Ifølge Danske Banks Eksportbarometer steg eksporten i marts fra 57,4 til 60,2, hvilket er rekordhøjt.

Væksten i den samlede danske vareeksport er særlig drevet af eksporten til Tyskland, ligesom også hastigheden fortsatte op i Sverige. Eksporten til Kina fortsætter også frem, om end farten i væksten er aftaget en smule.

Danske Bank vurderer, at verdenshandlen overordnet set nu har genvundet det tabte efter coronakrisen, men forventer også, at væksten på eksportmarkederne vil aftage igen.

“Overordnet set har verdenshandlen genvundet det tabte oven på coronakrisen, så den fortsatte solide fremgang på de danske eksportmarkeder er ikke længere en selvfølge på grund af stort efterslæb. At momentum indtil videre opretholdes, er derfor rigtig gode nyheder. Vi forventer dog, at væksten på eksportmarkederne så småt vil begynde at aftage som følge af det aftagende momentum i Kina, og fordi vi har indhentet efterslæbet fra coronakrisen,” lyder det.

Danske Bank pointerer, at næste skridt vil være at få åbnet yderligere op for verden, så også de lukkede brancher kan komme ovenpå igen. Det kan trække noget af kraften ud af industriopsvinget, når flere forbrugsmuligheder åbner sig, vurderes det. Omvendt vil en genåbning også præge virksomhedernes investeringslyst, og det vil give yderligere brændsel til verdenshandlen.

 

Er 2021-tal for modeeksporten positive eller negative?

De nyeste eksporttal for modebranchen, januar og februar 2021, ligger langt fra 2020-niveauet i de samme måneder.

Det er dog værd at nævne, at krisen for alvor endnu ikke var brudt ud i januar og februar 2020, og tallene kan derfor være svære at sammenligne. Dertil kommer, at store dele af detailhandlen med sko, mode og accessories har været lukket ned i begyndelsen af 2021 rundt i Europa.

Samlet set for januar og februar 2021 ligger modeeksporten på 5,4 mia. kroner. Det er mere end 1 mia. kroner lavere end i 2020, hvor den samlede modeeksport for januar og februar lå på 6,6 mia. kroner.

Der er dog fremgang at spore i modeeksporten, hvis man sammenligner januar og februar 2021-tallene med november og december 2020-tallene. Her lå modeeksporten nemlig på 4,2 mia. kroner.

 

Hvor slemt står det egentlig til med modeeksporten?

Det er endnu svært at spå om, hvordan modeeksporten vil udvikle sig i 2021. Vil den stige i takt med, at verden åbner op igen? Eller skal vi være bekymrede for, om der er en generel tendens i gang for den danske modeeksport?

Redaktionen på TØJ belyser modeeksporten for 2020 fra flere vinkler i et spritnyt initiativ, vi offentliggør i næste uge.

Vi undersøger blandt andet, hvor slemt det egentlig står til med modeeksporten efter den faldt for første gang i otte år i 2020. Vi ser også nærmere på, hvordan Brexit rammer de danske modevirksomheder, og så giver vi et indblik i, hvorfor danske modebrands er attraktive på det amerikanske marked.

Hold øje med din indbakke tirsdag den 13. april 2020.

 

Foto: Unsplash