Fra succes til udfordringer – det er efter alt at dømme den vej, det går for den danske modeeksport, der ellers har leveret en virkelig god start på 2022. Sådan lyder vurderingen i en ny erhvervsanalyse. 

Den danske modeeksport har formået at sætte rekord. Målt over årets første fem måneder er modeeksporten vokset med 29 procent til 18,8 milliarder kroner, og det er det højeste niveau nogensinde. Det viser en erhvervsanalyse foretaget af Sydbank. Blandt de vigtigste markeder er Tyskland, som er gået frem med 23 procent til 4,1 milliarder kroner, men også Sverige og Polen tegner sig for høje beløb på over en milliard hver.

Eksporten til de europæiske lande udgør 80 procent af den samlede danske modeeksport, hvilket betyder, at Danmark er dybt afhængig af den europæiske befolknings forbrugsmønster. I den sammenhæng er det bekymrende, at forbrugertilliden i Europa er historisk lav, hvilket til dels skyldes den høje inflation. Inflationen betyder en ringere købekraft, og når der samtidig er stor økonomisk usikkerhed, vil det givetvis komme til at lægge en dæmper på forbruget for de kommende måneder.

Vurderingen lyder ikke på et stort fald i modeeksporten, men modvinden vil betyde knap så stor vækst som i årets første måneder.

Foto: Unsplash