2018 var et rekordår for dansk modeeksport. Storaftageren Tyskland vækster igen, mens de skandinaviske nabolande står i stampe. Det viser ny analyse fra Dansk Erhverv.
Ny analyse fra Dansk Erhverv peger på, at den danske modeeksport boomer derud ad. I 2018 eksporterede danske modebrands for 30,6 mia. kroner. Det er en stigning på 5,2 procent i forhold til 2017.
En af de helt store motorer for den danske eksport er det tyske marked, der i 2018 stod for 30 procent af den danske modeeksport.
”En af den danske modeeksports store succeshistorier har været, at vi har øget eksporten til Tyskland med cirka 3 milliarder kroner fra 6,5 mia. kroner i 2014 til 9,5 mia. kroner i 2018. Tyskland er derfor klart drivkraften i vores modeeksport og vil fortsat være det de kommende år,” siger Nikolai Klausen, direktør for brancheforeningen Wear.
Flad udvikling i Skandinavien
Modeeksporten har derimod ikke oplevet en samlet vækst til vores skandinaviske nabolande sammenlignet med 2017. Sverige, Norge og Finland har i mange år været sikre eksportmarkeder for dansk mode og vil forsat være et vigtigt marked for den danske modeeksport, trods eksporten har stået i stampe de seneste år.
”Trods en flad udvikling i Skandinavien siden 2014 er markederne fortsat en vigtig platform for modeeksporten. Vores skandinaviske naboer er de markeder, vi bedst kan sammenligne os med i forhold kultur, sprog og livsstil, hvilket gør det til et mere overskueligt eksportmarked,” fortæller Nikolai Klausen.
Sammen med Storbritannien udgør de fire lande over 60 procent af den samlede danske modeeksport.
Pas på Brexit
På trods af at den samlede modeeksport på 30,6 mia. kroner i 2018 er rekordhøj, gør brancheorganisationen Wear opmærksom på, at Brexit kan påvirke eksporten fremadrettet.
”Med et kommende Brexit og en stagneret eksport på 1,7 mia. kroner til Storbritannien er det vigtigt, at man forbereder sig på Brexit. Eksporten til Storbritannien er siden 2015 desværre stagneret, og med et kommende Brexit kan det blive udfordrende at fastholde niveauet eller vækste yderligere,” fortæller Nikolai Klausen og uddyber:
”Men det er ikke det samme som, at man skal opgive Storbritannien som eksportmarked. Der er fortsat stor efterspørgsel på dansk mode, design og boligindretning. Udviklingen i markedet stiller krav til omstilling og nytænkning, hvis man vil videre i Storbritannien.”