Ny rapport fra programmet ‘Fremtidens Tekstilkrav’ giver et sjældent indblik i 48 tekstil-SMV’ers arbejde med at blive mere bæredygtige.

Hvordan arbejder branchen med bæredygtighed? Ny rapport med data fra programmet ‘Fremtidens Tekstilkrav’ giver nogle af svarene på spørgsmålet.

‘Fremtidens Tekstilkrav’ er for tekstil-SMV’er, der vil den bæredygtige omstilling. Programmet opstod, efter der på finansloven 2021 blev afsat 10 mio. kroner til at genstarte den danske mode- og tekstilbranche med et grønt fokus efter Covid-19.

 

Rådgiver, initiativer og handlingsplan

Næsten 80 virksomheder søgte puljen, og 48 virksomheder blev valgt ud til at være en del af tiltaget. De brugte en del af efteråret 2021 på at få mere styr på både deres miljømæssige, sociale og cirkulære omstilling – samt deres dokumentation. Nu giver ny rapport et indblik i virksomhedernes arbejde.

“Det har været spændende at opleve den seriøsitet og parathed virksomhederne som en del af Fremtidens Tekstilkrav, har lagt i arbejdet med deres bæredygtige omstilling,” udtaler Dorte Rye Olsen, chef for bæredygtighed i Bestseller, samt formand for taskforcen, der står bag programmet, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

“I de små og mellemstore virksomheder kan ressourcerne være knappe og hverdagen travl. Arbejdet med bæredygtighed tilføjer et ekstra lag af både muligheder og kompleksitet. Derfor er det beundringsværdigt, at deltagerne er gået så aktivt til opgaven og har sat så mange initiativer i gang på kort tid.”

De 48 virksomheder har i fire måneder arbejdet sammen med en rådgiver. Først fik de mulighed for at benytte Copenhagen Fashion Week’s bæredygtighedskrav som et holistisk selvvurderingsværktøj, hvor der er fokus på at kunne dokumentere virksomhedens indsats. Derefter fik virksomhederne lavet en gap-analyse, der viste, hvor de stod stærkt, og hvor de havde mangler i deres bæredygtighedsarbejde. Ud fra det valgte de hver en-tre initiativer ud og lavede en handlingsplan for, hvordan de kom videre.

40 procent af virksomhederne valgte yderligere at lave en langsigtet bæredygtighedsstrategi, mens 50 procent af virksomhederne lavede en kommunikationsplan. Og i alt blev der arbejdet på mere end 15 forskellige initiativer, der alle er beskrevet i rapporten.

 

Indblik i bæredygtighedsarbejdet

Gennem hele programmet har Lifestyle & Design Cluster kunnet følge med og har nu en stor mængde data, som giver et indblik i, hvordan de mange virksomheder arbejder med den bæredygtige omstilling.

“Vi kunne både se, hvad de havde gang i, inden forløbet gik i gang, hvad de prioriterede at sætte i gang sammen med rådgiverne, samt hvad deres fokus er fremadrettet. Det giver et dybdegående billede af, hvordan danske tekstil-SMV’er arbejder med bæredygtighed – et billede som vi ikke har haft indblik i før,” siger Betina Simonsen, direktør for Lifestyle & Design Cluster.

Dataene fra programmet er blevet samlet i en rapport, der både viser, hvad virksomhederne allerede har stort fokus på, og hvad de endnu ikke er gået i gang med. Den afslører også, hvilke udfordringer de ser i forhold til deres bæredygtighedsinitiativer. Samtidig indeholder den anbefalinger til, hvordan branchen og systemet kan komme videre med den grønne omstilling.

Læs rapporten her

 

Foto: Pexels