Dansk erhvervsliv har taget hul på et nyt, spændende år. Der er udsigter til et fornuftigt forbrug og øget vækst på eksportmarkederne, men samtidig er der øgede omkostninger i form af høje priser på fragt, råvarer og energi. Læs, hvordan Sydbank vurderer det kommende år for blandt andet detailhandlen og tekstilbranchen.

Det danske erhvervsliv har været gennem nogle hårde år, hvor coronakrisen i perioder har skabt store udsving i aktiviteten.

Krisen har ramt forskelligt på tværs af brancher, men samlet set er de danske virksomheder kommer stærkt gennem kriseperioden. Det skriver Morten Laugesen, erhvervsøkonom ved Sydbank.

Derfor er der grund til at være optimistisk, når vi kigger ind i 2022. Forbrugerne har et godt udgangspunkt for at skrue op for forbruget, og i udlandet er der udsigt til pæne vækstrater på tværs af vores vigtigste eksportmarkeder. Den stigende coronasmitte kan dog skabe udfordringer på den korte bane.

Ifølge Sydbank er der dermed høj sol over efterspørgslen i mange brancher. Men også nogle mørke skyer såsom høje priser på fragt, råvarer og energi, hvis ikke de stigende omkostninger bliver sendt videre til kunderne.

I en analyse har Sydbank kigget nærmere på udsigterne for otte brancher, herunder detailhandel og tekstilbranchen.

 

Detailhandel

De danske detailbutikker har oplevet nogle meget store udsving i salget de seneste to år. Restriktioner har i perioder gjort det umuligt at holde åbent, men omvendt har købestærke forbrugere taget revanche, når restriktionerne forsvandt igen. Grundlæggende har detailsalget befundet sig på et højt niveau.

Sydbank forventer ikke, at 2022 bliver et dårligt år for landets detailbutikker. Men i takt med at forbrugerne igen kommer til at bruge penge på oplevelser og rejser, vil vi nok se, at der bliver skruet lidt ned på forbruget af for eksempel tøj og ure.

Derudover kan tilpasningen til et lavere aktivitetsniveau, stigende varepriser og højere lønomkostninger komme til at presse bundlinjen hos de danske virksomheder.

 

Tekstilbranchen

Mode- og tekstilbranchen blev hårdt ramt, da den første coronabølge skyllede ind over Danmark og resten af verden for næsten to år siden. I mange lande blev tøjbutikker beordret til at holde lukket, og hos tekstilproducenterne begyndte varerne pludselig at hobe sig op.

Der er dog kommet godt gang i salget af tøj og andre beklædningsgenstande, og 2021 viste sig at være et fornuftigt år for den danske modeeksport.

Samtidig ser det ud til at blive et godt 2022. På tværs af Danmarks største eksportmarkeder er der nemlig udsigt til pæn fremgang i privatforbruget. Branchen kan dog blive tynget af højere omkostninger til fragt og produktion.

 

Foto: Canva