40 procent af danskerne ændrer deres julegaveindkøb i år. Gaverne bliver billigere, og der bliver færre af dem, men 1 ud af 10 planlægger også at købe én eller flere af julegaverne brugt, viser nye tal.
Når danskerne på Black Friday den 24. november sætter sig til tasterne for at shoppe årets julegaver, vil en del klikke sig ind på brugthandelssites som DBA. For 1 ud af 4 danskere svarer i en ny undersøgelse, foretaget på vegne af DBA, at de forventer at købe en eller flere af julegaverne brugte.
Det tal er rekord højt, og samtidig er antallet af danskere, der ikke ville have noget imod at modtage en brugt gave steget fra 58 procent i 2022 til 76 procent i 2023.
“Royal Copenhagen, Georg Jensen og Rolex er nogle af de brands, danskerne søger flittigt efter på DBA i november og december. Meget kunne tyde på, at det er julegavefavoritterne – også i år. Special edition-udgaver eller udgåede varer er også oplagte, da de kun kan købes brugte,” fortæller Julie Schoen, presseansvarlig hos DBA.
Det er især kvinder i alderen 18-29 år og folk fra Midtjylland, der er mest friske på lægge en gave ind under juletræet, som er købt brugt. Genbrugsgaver er kun én måde at bruge færre penge på julegaver. 40 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at deres økonomi er så presset, at det vil påvirke deres julegavehandel, og det får 21 procent til at svare, at de vil købe billigere gaver, mens andre (13 procent) forventer at købe færre gaver.
Foto: Unsplash