Temu er ikke kun populær blandt de danske forbrugere, men er på kort tid også blevet mere kendt end andre onlineplatforme som Amazon og eBay. Det viser en ny analyse fra DI.
“Temu er strøget direkte ind i danskernes bevidsthed, og det er der to store grunde til: Den ene hænger sammen med deres massive online markedsføring, og den anden grund er den store kritik, der har været af netop deres markedsføring og forretningspraksis,” siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Temu er på 3. pladsen over de mest kendte onlineplatforme herhjemme, kun overgået af tyske Zalando og svenske Boozt.com. Temu har med sin kendskabsgrad på 71 procent overhalet både eBay, Wish, Amazon.co.uk, Amazon.de og CDON.
Første gang på listen
Et repræsentativt udsnit af danskerne er i andet kvartal af 2024 blevet bedt om at forholde sig til, hvilke af en lang række af onlineplatforme, som de kender. Foruden Temus placering på 3. pladsen, så kan man også finde den kinesiske webshop, Shein med i top 10 med et kendskab på 46 procent blandt danskerne.
“Det er nærliggende at antage, at det kun er på grund af den store medieomtale, men vi har i en tidligere analyse fortalt, at både Temu og Shein er på top 10 over de mest populære webshops også, så der er ingen tvivl om, at deres massive markedsføring og lave priser har været med til at nå danskerne,” siger Jacob Kjeldsen.
Ikke kun de unge
“Selvom de unge forbrugere har det højeste kendskab til Temu på hele 86 procent, hvilket er meget højt, så er det stadig 6 ud af 10 seniorer, der kender til platformen. Og andelen af seniorer, der har købt en vare på Temu i de sidste seks måneder, er den samme som de unge forbrugere. Så det er slet ikke kun de unge, der bruger Temu,” fortæller Jacob Kjeldsen.
22 procent af danskerne har i de seneste seks måneder handlet på Temu, viser analysen, og i Nordjylland er det på hele 28 procent.
Både Temu og Shein er i EU-kommissionens søgelys for brud på de fælleseuropæiske regler, når det kommer til deres forretningspraksis, produkter på platformen og deres markedsføring, og det glæder Jacob Kjeldsen:
“Der er flere tegn på, at de ikke overholder reglerne, hvilket skaber en unfair konkurrence for danske handelsvirksomheder. Senest i går, hvor Forbrugerrådet Tænk dumper 30 ud af 38 produkter i deres test. Derfor er vi glade for, at EU-kommissionen har afkrævet Temu svar – og inden oktober skal de leve op til reglerne eller risikere en stor straf.”
Og Jacob Kjeldsen er klar til at skrue yderligere op:
“Hvis det viser sig, at de nye regler ikke er nok, så skal vi være klar til at gøre mere. For vi skal have sikre produkter til forbrugerne og fair konkurrencevilkår for de danske virksomheder.”
Foto: Unsplash