Modeindustrien går et turbulent år i møde, der kræver, at branchen er endnu mere opmærksom på sine omgivelser end før. Sådan lyder meldingen i ny rapport.

2020 bliver et udfordrende år for modebranchen. Sådan lyder meldingen i årets rapport ’The State of Fashion 2020,’ der nu for fjerde år i træk udgives i samarbejde mellem det amerikanske konsulentfirma McKinsey & Company og modeselskabet The Business of Fashion.

Rapporten skildrer de nøgletemaer og forretningsmæssige leveregler, der former branchen og identificerer, hvordan verdensøkonomien påvirker modebranchen, der nu går en turbulent tid i møde.

”Fordi mode er en global forretning med globale supply chains, frygter branchespillere, hvordan afgifter og handelsdisputer påvirker branchen. I forhold til digitalisering og bæredygtighed er modeindustrien stadig ved at omstille sig, samtidig med at udfordringerne på området bliver mere komplekse,” lyder det i rapporten, der fortsætter:

”At stå overfor disse sammenhængende udfordringer betyder, at ikke alle kan vinde. Kampen om ressourcer og talent fortsætter med at gøre det endnu hårdere for mange mellemstore og mindre virksomheder at konkurrere.”

Rapporten peger på, hvordan virksomheder i endnu højere grad end før er nødt til at følge med i miljøet omkring dem og må være hurtige til at reagere på ændringer.

The State of Fashion 2020 er udformet på baggrund af en undersøgelse, hvor ovennævnte har undersøgt mere end 290 modeledere og lavet interviews med både ledere og pionerer i branchen.

 

10 definerende temaer for modebranchen i 2020

On High Alert

Rapporten tilråder fortsat forsigtighed i de kommende år, hvor underliggende uro kan forstyrre forholdet mellem både udviklede og udviklende markedsøkonomier. Andelen af rapportens adspurgte respondenter, der forventer en forbedring i forholdende omkring den globale økonomi, er faldet fra 49 procent i 2019 til bare 9 procent i 2020.

 

Beyond China

Kina vil fortsat tilbyde interessante muligheder og spille en ledende rolle i den globale modeindustri, men det kolossale marked har vist sig at være sværere at knække end forventet. Nogle succesfulde spillere bliver for afhængige af Kina, mens andre kæmper, og rapporten anbefaler derfor virksomheder at overveje at udvide til andre højvækstende steder.

 

Next Gen Social

Modebranchen er nødt til at gentænke strategier på sociale medier for at finde en måde at maksimere afkastet på markedsføringen. Fængende indhold på den rigtige platform til hvert marked vil i samspil med overbevisende, handlingsfremmende og strømlinet adgang til udtjekningskassen være nøglen.

 

In the Neighbourhood

Forbrugernes efterspørgsel på bekvemmelighed og hurtighed tilskynder retailere til at supplere de fysiske butikker med mindre forretninger og møde kunderne, uanset hvor de er. Ifølge The State of Fashion vil det rigtige være at have in-store oplevelser og lokale sortimenter i nabolag og forstæder uden for de store shoppingsteder.

 

Sustainability First

Trods beskedne fremskridt har modeindustrien endnu ikke taget sit miljømæssige ansvar seriøst nok, lyder det i rapporten, hvori det fremgår, at undersøgelsens adspurgte mener, at bæredygtighed vil blive det kommende års største enkeltstående udfordring, men også samtidig den største enkeltstående mulighed for industrien.

 

Materials Revolution

Modeindustrien udforsker alternativer til de materialer, der bruges i dag, for at finde mere bæredygtige løsninger. Ifølge rapporten vil forskning og udvikling i stigende grad fokusere på materialevidenskab for blandt andet nye fibre og tekstiler.

 

Inclusive Culture

Både forbrugere og ansatte lægger et stadig større pres på modevirksomheder for at de skal blive proaktive spillere for diversitet og inklusion, hvorfor det i fremtiden vil have højere prioritet hos virksomhederne.

 

Cross-Border Challenges

Etablerede modebrands og retailere vil møde en voksende konkurrence fra nye asiatiske spillere, efterhånden som producenter samt små og mellemstore virksomheder træder ud af deres vante rolle og begynder at sælge direkte til forbrugere verden over.

 

Uconventional Conventions

Traditionelle messer skal forholde sig til den stigende direkte-til-forbruger-aktivitet, de kortere modecyklusser og digitaliseringen ved at omfavne nye roller og finjustere deres målgruppe. For at differentiere sig selv vil flere messer få B2C-tilbud eller lancere nye aktiviteter og oplevelser for at forbedre forholdet til deres traditionelle B2B-publikum.

 

Digital Recalibration

Værdiansættelser af de digitale modeaktører har nået svimlende højder, og på trods af en række højt profilerede børsnoteringer så er investorerne ikke begejstrede. Investorernes bekymring vokser på vejen mod rentabilitet for nogle digitale spillere, lige fra online pure players og markedspladser til ’direkte til forbruger-brands og andre digitale forretningsmodeller, lyder det i rapporten. Den gennemsnitlige fashiontech-børsnotering har i de sidste to år oplevet et fald på 27 procent i aktiekursen siden offentliggørelsen.