To skandinaviske modebrands har for nylig henholdsvis afskediget og oprustet på direktørgangen.

Der er trafik ud og ind ad direktørgangene i den skandinaviske modebranche. I 2019 skiftede det svenske modebrand Tiger of Sweden adm. direktør ad flere omgange, og i november gik posten til Linda Dauritz.

Nu er Tiger of Sweden og forhenværende kreativ direktør hos brandet, Christoffer Lundmann, blevet enige om at gå hver til sit efter to et halvt år. Det oplyser Tiger of Sweden i en pressemeddelelse.

”At have kunnet arbejde for et brand med en så lang og rig historie som Tiger of Sweden har både været et privilegie og en ære. Jeg er taknemlig for den tillid, der er vist mig. Det havde ikke været muligt uden støtten fra mit team, som har gjort denne oplevelse så givende. Min største tak går til dem,” udtaler forhenværende kreativ direktør, Christoffer Lundman.

”Jeg vil gerne takke Christoffer for det distinkte high fashion touch, han har indarbejdet i vores brand Tiger of Sweden. Måden hvorpå han kompromisløst har overvåget looket og følelsen af vores kollektioner og kommunikation, er bemærkelsesværdig,” udtaler adm. direktør i Tiger of Sweden, Linda Dauritz, og fortsætter:

”Fremover stræber vi efter at udvide vores appel som et premium modebrand yderligere, mens vi fastholder den 360 graders konsistens i brandet, som Christoffer har etableret de sidste år.”

AW 2020-kollektionen, der blev præsenteret på Pitti Uomo-messen i Firenze tidligere i januar, bliver Christoffer Lundmans sidste for Tiger of Sweden, der oplyser, at de nu søger en ny kreativ direktør.

 

Les Deux opruster direktionen

Også hos det danske modebrand Les Deux er der sket ændringer i direktionen. Les Deux opnåede sidste år sin første million på årsresultatet og åbnede i august sin første fysiske butik.

Nu opruster Les Deux direktionen og har ansat Morten Kristiansen, som i foråret 2019 solgte sin ejerandel i sko- og accessoriesbrandet Royal Republiq, som ny Sales Director. Det oplyser Les Deux i en pressemeddelelse.

Morten Kristiansen får fokus på internationale markeder og skal nu cementere de skandinaviske rødder og etablere Les Deux i resten af Europa, lyder det.

”At vi kan tiltrække så dygtige mennesker, der kan være med til at skabe videre vækst, er jeg meget stolt af. Morten er dygtig, ambitiøs og et virkelig behageligt menneske, som jeg glæder mig meget til at få ombord,” udtaler medstifter af Les Deux Andreas von der Heide.

Ydermere tiltræder Morten Faarbæk stillingen som Regional Manager for det danske team, i brandets back end-afdeling er Casper Nellemann tiltrådt og skal styrke Les Deuxs finance, og endelig udvider Les Deux sine lagerfaciliteter, og også her er tre nye medarbejdere tiltrådt.

I december flyttede også Jakob Kruse til Les Deux fra en stilling som indkøber hos Magasin.

“Jakob har et indgående kendskab til Key Accounts, herunder driften af department stores, som kommer os til gode i den forsatte vækst med kunder som Harvey Nichols, Di Bijenkorf, KaDeWe og så videre. Yderligere er der mange gode synergier i vores forsatte retail-vækst, hvor Jakob byder ind med en masse viden til vores team,” udtaler Andreas von der Heide.

Det er Les Deux’ ambition at øge sin fysiske tilstedeværelse i både ind- og udland, og i 2020 vil modebrandet opføre tre til fire nye butikker, hvoraf en skal etableres uden for Danmark, oplyser brandet.