Som led i fusionen mellem børnetøjsvirksomhederne Utoft Kids Group A/S og Brands4kids opruster virksomheden nu med to nye ansigter i medarbejderteamet og en ny mand ombord i bestyrelsen.

I december 2019 kunne Utoft Kids Group A/S og Brands4kids offentliggøre en fusion mellem de to virksomheder, som fremover vil gå under navnet Brands4kids.

Med fusionen råder virksomheden nu i alt over ni brands, hvilket betyder, at der helt naturligt også følger nye brandidentiteter og kunder, som skal integreres med det eksisterende Brands4kids. Desuden har Brands4kids fortsat et ønske om at blive kundernes foretrukne sted at handle inden for virksomhedens tre hovedkategorier: basic, fashion og outdoor.

For at lykkedes med ovenstående har virksomheden derfor ansat to nye ansigter i medarbejderteamet i henholdsvis design- og salgsafdelingen.

I designteamet er Anne Niebuhr pr. 1. januar 2020 blevet ansat som Design & Category Manager til virksomhedens fashionsegment, hvor hun primært skal stå for at sikre de forskellige mærkers dna samt en øget vækst på alle brands. Anne Niebuhr kommer med solid erfaring fra branchen, hvor hun blandt andet har arbejdet hos DK Company A/S og Pompdelux ApS. Senest kommer hun fra en stilling som Design Manager hos Utoft Kids Group A/S.

Herudover har Brands4kids ansat Claus Olsen som Sales Manager, hvis opgave blandt andet bliver at have det salgsmæssige ansvar på mærkerne Fixoni, En Fant Fashion og Color Kids Outdoor på det danske marked. Claus Olsen vil desuden også få ansvaret for udvalgte key accounts i Europa.

”Vi ser meget frem til at opstarte samarbejdet med Anne Niebuhr og Claus Olsen. Det bliver en spændende rejse, hvor vi nu går ’all-in’ og fremtidssikrer virksomhedens brands og får det maksimale ud af hvert enkelt brand og dna, hvilket også vil skabe gunstige fordele for vores kunder,” lyder det fra Michael Nederby, som er salgsdirektør i Brands4kids, i en pressemeddelelse.

De to nye ansatte vil fremadrettet indgå i lederteamet hos Brands4kids sammen med otte andre ledende medarbejdere i virksomheden.

 

Ny mand i bestyrelsen

Også i bestyrelsen har Brands4kids fået en ny mand ombord. Det nye bestyrelsesmedlem er Peter Hulweg Christiansen, der til dagligt er ansat hos Georg Jensen Damask A/S som President og CEO, og som gennem de sidste 11 år har været med til at transformere Georg Jensen Damask fra at være en traditionel wholesale-virksomhed til en omni channel- og digital virksomhed.

Lige netop digitaliseringen har længe været på dagsordenen hos børnetøjsvirksomheden. Peter Hulweg Christiansens vigtigste opgave i bestyrelsen hos Brands4kids bliver derfor også at sikre, at virksomheden bedst muligt bliver rustet til den digitale rejse, som venter forude.

”Vi ser digitalisering som et vigtig led i virksomhedens udvikling, hvis vi ønsker at overleve og for at kunne være den fortrukne baby- og børnetøjsudbyder i Europa. Derfor er vi også rigtig glade for at have fået en profil som Peter Hulweg Christiansen med ombord. Vi går en spændende digital rejse og læringsproces i møde, hvor han bliver en vigtig spiller i forhold til at fremtidssikre Brands4kids,” udtaler virksomhedens administrerende direktør, Erik Andreæ.