Coze Aarhus, der står bag de to brands LauRie og Echte, har den 1. august fået et nyt kvindeligt bestyrelsesmedlem.
Journalist, iværksætter og selvudnævnt klimatosse Signe Wenneberg er det seneste medlem af Coze Aarhus bestyrelse. CEO Cecilia Winther vurderer Signe Wenneberg som det ideelle supplement til Coze Aarhus’ bestyrelse, da LauRie og Echte begge har grundlæggende fokus ansvarlig- og bæredygtig tøjproduktion.
”Signe Wenneberg er kendt for sin vedkommende og relaterbar stemme, der besidder stor gennemslagskraft. Signes tilgang til kvalitet og bæredygtighed er et aktiv ved vores bestyrelsesbord, og vi er ikke i tvivl om, at hun bliver en stærk ambassadør for vores ambitiøse visioner for modebranchen,” fortæller Cecilia Winther i en pressemeddelelse.
I mange år har Signe Wenneberg haft fokus på bæredygtighed i hverdagen, og derfor kommer den ansvarlige bæredygtige tankegang naturligt for hende.
”Jeg glæder mig til at arbejde med de vanvittigt interessante problemstillinger, som modebranchen står overfor i transitionen fra at være en af de mest klimabelastende industrier til at blive en mere etisk og mere bæredygtig industri på alle måder. Danske tekstilvirksomheder kan gå forud med et godt eksempel til inspiration for andre, og det er præcis, hvad Coze Aarhus står for. Derfor er det en fornøjelse for mig at være med i den bæredygtige proces,” forklarer Signe Wenneberg.
Med Signe Wennebergs tiltrædelse består bestyrelsen nu af fire medlemmer.