”Det er det helt rigtige kort i vores kommende udvikling.” Sådan lyder det fra det danske modebrand, som styrker virksomheden med en markant designprofil.
Siden opkøbet af brandet i slutningen af 2019, har Day Birger et Mikkelsens CEO og ejer, Peter Henriksen, arbejdet på at sætte det helt rigtige hold for modevirksomheden. Sidste år kunne Day Birger et Mikkelsen byde velkommen til en ny Head of Commercial, og nu falder endnu en afgørende brik på plads, når Christina Exsteen træder ind som kreativ direktør i marts 2020. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
”Jeg har fulgt Christinas karriere, og synes, at hun er vanvittigt dygtig. Christina Exsteen har været en eftertragtet spiller, så jeg er glad for at hun valgte os. Jeg ved, at Christina deler vores vision og ønske om at genskabe brandet og igen gøre det til en god og sund forretning. Med Christina Exsteen som vores Creative Director tilføres virksomheden stærke kompetencer inden for design og brand-building – det helt rigtige kort i vores kommende udvikling,” udtaler Peter Henriksen i pressemeddelelsen.
Christina Exsteen bringer med sin stærke designbaggrund et nyt og internationalt øje til brandet. Christina Exsteen var indtil august 2017 ansat som kreativ direktør hos det kendte danske modehus By Malene Birger og har i de sidste to år været beskæftiget som kreativ konsulent inden for andre discipliner.
”Jeg ser frem til at sætte mig ved roret, lægge den nye kreative retning og dykke ned i brandets dna. DAY har spillet en essentiel rolle i dansk modehistorie, og vi er klar til at generobre en plads på scenen. Jeg er glad for at være tilbage og igen beskæftige mig med det, jeg elsker mest. Jeg gik i sin tid ind i faget på grund af en kærlighed til produktet og håndværket – et ønske om at give kvinder et ”treat”. Det får jeg nu igen mulighed for, og så i et så unikt hus som DAY Birger et Mikkelsen. Jeg ser frem til rejsen,” lyder det fra Christina Exsteen.
Christina Exsteens første kollektion for Day Birger et Mikkelsen og 2ndday bliver AW 21, og kollektionerne vil blive præsenteret under modeugen i København i februar 2021.