Lær en trendforsker at kende: Sara Ingemann Holm-Nielsen

Sara Ingemann Holm-Nielsen er dansk konceptudvikler og medejer af Atelier Cph. Her fortæller hun om, hvad en trend er, hvordan man spotter trends og ikke mindst, hvordan man arbejder som trendforsker.

Dette er et lille uddrag af bogen ’Trendsociologi v. 2.0’ udgivet af pej gruppen. Køb bogen her.

Hvorfor og hvordan blev du en trendforsker?

Af natur er jeg nysgerrig og eksperimenterende og søger altid at finde det næste og det nye. Det har hele tiden været min plan, at jeg ville arbejde professionelt med trends, fremtid og forståelse af nye grupperinger. Derfor begyndte jeg at researche på, hvordan jeg kunne anvende min viden og intuition til at kunne researche og spotte ind i fremtiden.

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med trends?

Det er yderst relevant at kunne identificere et skifte i vores livsstil, generelle mindset eller en holdningsændring, som er en reaktion i forhold til nuværende tankegang, opførsel, levemåde, familiemønstre, samt hvordan vi kommunikerer, handler, spiser og går klædt. Fremtiden er fragmenteret, og derfor er det relevant at kunne skelne i forhold til ens brand, dna, målgruppe, profil og marked for at ramme helt rigtigt og få en salgbar succes.

Hvad er en trend?

En trend er den retning, som ‘noget’ bevæger sig imod, og som vil få store konsekvenser for fremtidens samfund, kultur, forbrugeradfærd, levemønstre etc., og som den vil komme til at berøre.

Hvilke typer af trends interesserer dig mest?

Nogle af de trends, jeg arbejder med, strækker sig i en længere årrække, og det er interessant at se, hvordan en sådan trend muterer. Jeg arbejder generelt i en fremadrettet et- til treårig periode, afhængig af om det er trendbureauer, trends eller farveresearch for mode- eller interiørbrands.

Hvordan og hvor spotter og arbejder du med trends?

Meget af min research kommer fra nichemagasiner, inspirations- og teoribøger, blogs artikler, undergrundsmiljøer, og natteliv. Men også inspirationsrejser, kunst, udstillinger og arkitektur, musik, popkultur, sociale bevægelser og ny teknologi er interessant.

Kilde: Linkedin