Efter halvandet år uden en adm. direktør har modevirksomheden nu endelig fundet kandidaten, der skal indtage topposten.
I december 2018 stoppede den forhenværende adm. direktør for modevirksomheden Noa Noa A/S, Henrik Aaen Kastberg, efter seks år på posten.
Dengang blev der indgået en aftale med direktøren om fratrædelsen, da der var behov for nye kræfter i spidsen for modevirksomheden.
Virksomhedens finansdirektør, Steen Kristiansen, og den kommercielle direktør, Nanna von Cotta Schønberg, overtog herefter den daglige ledelse. Sidstnævnte forlod virksomheden sidste år, mens Steen Kristiansen fortsat er en del af Noa Noa.
Nu er der dog fundet en ny adm. direktør til virksomheden. Det bekræfter bestyrelsesmedlem i Noa Noa Christian Hassel overfor TØJ.
Den nye direktør bliver Christian Higraff, der efter sin ansættelse som Operating Partner i Greystone Capital Partners A/S tidligere i år, som i 2018 overtog ejerskabet af Noa Noa, blev tilbudt stillingen som CEO. Det skriver Christian Higraff selv i et opslag på Linkedin.
”Virksomheden har i løbet af 2018-19 gennemført en omfattende turnaround, som har sikret, at Noa Noa nu står klar til en ny vækstrejse. Noa Noa har derfor ansat Christian Higraff som adm. direktør til at indgå i direktionen sammen med Steen Kristiansen og lede virksomheden mod næste fase med fokus på lønsom vækst. Christian Higraff har en stærk track-record inden for nytænkning til vækstrejser i en lang række brancher,” forklarer Christian Hassel om valget af Christian Higraff som adm. direktør til TØJ.
Christian Higraff selv ser også meget frem til rejsen hos Noa Noa A/S.
”Den nuværende Covid-19-situation er katastrofal for mange brancher og virksomheder, herunder tøjbranchen. Men der åbnes samtidigt også op for et hav af nye veje og muligheder. Dem glæder jeg mig til at forfølge sammen med det stærke team i alle vores lande og sætte fuld fart på væksten,” skriver Christian Higraff i opslaget på Linkedin.
Christian Higraff tiltrådte stillingen som adm. direktør den 1. juni 2020.
Foto: Noa Noa A/S