Marketing- og kommunikationsbureauet Polhem Danmark ser tilbage på 2020 som et godt år og stadfæster sin position på det danske marked med ansættelsen af to nye profiler.

På trods af et særligt år med Covid-19 og fysisk afstand afslutter marketing- og kommunikationsbureauet Polhem 2020 med fremgang i virksomhedens aktiviteter. I efteråret annoncerede Polhem en ændret virksomhedsstruktur ved at bevæge sig væk fra den klassiske PR til i stedet at rebrande sig som et marketing- og kommunikationsbureau med digitalt fokus. Med dette har Polhem vundet indpas og sluttede 2020 af med en fordobling af eksekverede events sammenlignet med 2019, der alle sammen er udført på digitale platforme.

”2020 er året, hvor vi har arbejdet benhårdt for at tilbyde de rette hybride kommunikationsløsninger, som kunderne har brug for lige nu og her – men også på den lange bane. Og derfor har vi det seneste år arbejdet fokuseret på at være det bureau, som på alle niveauer kan møde kunderne digitalt med løsninger, til glæde for alle parter – både nu, men også i fremtiden,” udtaler Country Manager hos Polhem Danmark Rikke Dyrholm i en pressemeddelelse.

 

To nye ansigter på det danske team

Som forlængelse af det digitale fokus tiltrådte Isabella Jensen som Account Manager i bureauets danske afdeling. Isabella Jensen kommer fra influencer marketingbureauet CUBE, hvorfra hun har erfaring med håndtering og tilrettelæggelse af influencer marketingkampagner, og netop her kommer hun også til at spille en central rolle hos Polhem – både i Danmark og som sparring til de andre nordiske lande.

”Influencer marketing er kommet for at blive, men det er stadigvæk et ureguleret marked. Derfor er det vigtigt, at vi som bureau-partner tilbyder virksomheder den bedst mulige strategiske sparring på dette område samt de helt rigtige værktøjer til at sammensætte deres influencer-kampagne og -strategi, der passer til deres mål og behov,” udtaler Rikke Dyrholm.

Derudover har Polhem også hentet Laura Lea Nocita ind i virksomheden. Hun kommer med erfaring fra smykkevirksomheden Jane Kønig, hvor hun hidtil har været ansvarlig for PR & Marketing samt arbejdet med international kommunikation igennem flere år. Om ansættelsen pointerer Rikke Dyrholm, at det har været vigtigt at finde de rigtige profiler, der har været vant til at arbejde strategisk og simultant med PR, kommunikation og marketing og kan sætte disse tre faktorer i sammenhæng.

”Da vi arbejder for, at branding og salg bindes tættere sammen for at skabe de bedste cost-effective løsninger for virksomheder, der både kan ses i ROI men også på bundlinjen, ser vi Laura som den rette tilføjelse til teamet,” afslutter hun.

Foto: Unsplash