Den nye kreative direktør er også medstifter af det hypede brand, som har haft massiv vækst siden grundlæggelsen i 2019.
Simon Rasmussen tiltræder nu som kreativ direktør i mode- og sportsbrandet 7 Days Active. Med tiltrædelsen i virksomheden fokuserer brandet nu på yderligere global vækst og en styrket kreativ retning:
”I kraft af mit medejerskab i virksomheden ligger det mig allerede meget nært, og det var derfor et naturligt skridt at indtræde som kreativ direktør. Her kan jeg trække på mine mange års erfaring med at arbejde med brands på en global skala. Jeg kan personligt relatere til universet og ser frem til udfordringen med at styrke 7 Days Actives internationale profil,” udtaler Simon Rasmussen i en pressemeddelelse. Han kommer med mange års international erfaring som stylist og grundlægger af magasinet Office Magazine.
Firmaet blev grundlagt i 2019, hvor de oplevede stor vækst under coronanedlukningen, hvor leisure wear især hittede.
Satser på det amerikanske marked
Med en markant international distribution og repræsentation hos førende modebutikker er brandet allerede godt på vej ind på det amerikanske marked, og med oprustningen af profiler vil 7 Days Active fortsætte udviklingen. I den forbindelse har man også valgt at tage afsked med tidligere kreativ direktør Malkit Singh. Simon Rasmussen fortsætter med at bo i New York, og han vil derfor have et naturligt fokus på at vækste i USA. Brandet starter med en øget PR-indsats i Los Angeles og sætter også ind med synlighed i kampagner og øvrige samarbejder i USA.
Foto: Simon Rasmussen, 7 Days Active