Pilgrims position skal løftes yderligere, og der skal turbo på væksten. Derfor ansætter smykkevirksomheden nu ny branddirektør. 

Siden 2010 har Katrine Seiffert Tiemroth haft ledelsesansvaret for Pilgrims marketing- og PR-afdeling, hvor hun blandt andet har ført Pilgrim frem til brandets nuværende position i markedet.

Fremover skal området have endnu større fokus og prioritet i Pilgrim. Katrine Seiffert Tiemroth starter derfor i en nyoprettet stilling som direktør for Brand Management. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

”Etableringen af den nye rolle er ét af flere tiltag i en samlet strategiplan for Pilgrims vækst og ekspansion de kommende år. En plan der vil løfte Pilgrims position yderligere og sætte turbo på væksten. Vi er stolte og glade for at kunne fylde denne tunge post med ’én fra egne rækker’. Det bidrager desuden til en kontinuitet, som vi vægter højt,” udtaler Christian Broe, CEO i Pilgrim.

Katrine Seiffert Tiemroth ser frem til at indtage sin nye rolle som Pilgrims branddirektør og vil fremover fokusere på at styrke brandet internationalt.

”Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan løfte Pilgrim internationalt. Vi har et stærkt personligt DNA, som taler til verden. Jeg vil fortsætte med at værne om og videreudvikle relationer, netværk og samarbejder. Vi har et stort potentiale og er ambitiøse på vores udvikling. Jeg glæder mig til at få bedre tid til at udvikle, styrke og yderligere udfolde brandet sammen med resten af teamet i Pilgrim,” siger Katrine Seiffert Tiemroth.

 

Foto: Pilgrim