Interessen har siden lanceringen i 2020 ikke været til at tage fejl af, hvorfor det aalborgensiske skobrand efter flere måneders produktudvikling nu står klar med sin første kollektion til kvinder.
Det aalborgensiske skobrand Errant, der i 2020 lancerede sin skokollektion til mænd, udvider nu produktporteføljen med sin første skokollektion til kvinder.
”Vi har oplevet en god vækst, siden vi lancerede sidste år. Vi har haft et fokus på styles til mænd, men har over tid nu også oplevet en større interesse for styles til kvinder. Vi har fra start haft planer om netop at kunne lancere til kvinder, og nu finder vi tiden moden, da vi oplever en større efterspørgsel,” udtaler CEO og medejer Christian Fuglsang til TØJ – Fashion & Business Trends.
Mads Frederiksen, medejer af skobrandet, supplerer:
“Vi har løbende udvidet vores kollektion til mænd, hvor vi nu har seks styles på lager. Alle styles tager udgangspunkt i samme silhuet, således vi overfor vores kunder holder os til samme stil. Det er samme silhuet, som vi nu også lancerer til kvinder.”
Kollektionen til kvinder består i første omgang af tre styles.
Christian Fuglsang oplyser desuden, at Errant i løbet af 2020 har indgået samarbejder med blandt andre løbshjulsudbyderen Voi og skjortebrandet Barons og ”er klar til at påbegynde yderligere samarbejder med spændende brands i 2021”.
“Det er en fælles giveaway vi laver på sociale medier med henholdsvis Barons og Voi. Barons smider nogle skjorter i puljen, vi kommer sneakers i puljen, og Voi kommer nogle point til deres løbehjul i puljen,” fortæller han.
Foto: Errant