H&M håber at kunne inspirere andre aktører i tekstilbranchen til at arbejde med bæredygtige materialer, efter Textile Exchange for nyligt offentliggjorde sin årlige ’Preferred Fiber Materials Market’-rapport.
Ifølge Textile Exchanges seneste markedsrapport, Preferred Fiber Materials Market, er H&M-koncernen førende inden for brug af bæredygtig uld og bomuld på verdensplan. Det omfatter blandt andet økologisk, genanvendt bomuld fra Better Cotton Initiative samt bæredygtige menneskeskabte cellulosematerialer.
Textile Exchange er en global nonprofit organisation, som fokuserer på at minimere de skadelige virkninger af den globale tekstilindustri og maksimere de positive virkninger.
Cecilia Brännsten, Environmental Sustainability Manager hos H&M Group, udtaler i en pressemeddelelse:
“Med vores årlige øgede brug af genbrugsmaterialer og andre bæredygtige materialer i vores kollektioner, presser vi ikke kun efterspørgslen efter almindeligt anvendte materialer, såsom økologisk bomuld, men påvirker også skalerbarheden af nye bæredygtige materialer. Vi håber at kunne inspirere andre aktører i branchen til en bæredygtig fremtid for moden.”
H&M Group understreger, at modeindustrien ikke kan fungere på samme måde i fremtiden, som den gør i dag. Derfor arbejder koncernen mod en målsætning om kun at anvende genanvendt eller andet materiale, der er bæredygtigt, i 2030. Derudover skal al bomuld komme fra bæredygtige kilder i 2020.
Textile Exchange indsamler og offentliggør industridata og indsigter, der gør det muligt for brands og detailhandlere at måle, styre og spore deres brug af foretrukne fibre og materialer. Dataene er med til at øge vedtagelsen af nye standarder og certificeringer på tværs af den globale tekstilindustri.