JBS Textil Group er gået sammen med en iværksættervirksomhed om at styrke tekstilgenanvendelse. I den forbindelse har JBS købt aktiemajoriteten i virksomheden og etablerer helt ny afdeling.

JBS Textile Group A/S har været på opkøbsjagt i 2021. I starten af året opkøbte de den 100 år gamle Niels Mikkelsens Trikotagefabrik A/S, i foråret tog de HRT Textiles – der har mere end 80 års erfaring som produktionspartner til diverse brands – under vingerne og i august styrkede de vækstambitionerne med opkøbet af virksomheden Connexion Tie.

Pr. 1. oktober 2021 har JBS købt aktiemajoriteten i iværksættervirksomheden Hviid Hviid ApS. Virksomheden skifter i den forbindelse navn til Hviid Hviid by JBS per dags dato. Det skriver JBS i en pressemeddelelse.

”Hos JBS Textile Group A/S ønsker vi fortsat at udvikle gode og langtidsholdbare kvaliteter og produkter. Det er vigtigt for os at finde nye veje for at genanvende tekstilaffald – også det vi i forvejen har i vores egen produktion. Vi ser frem til at komme i gang med samarbejdet med Hviid Hviid ApS og glæder os til at byde Ann-Sofie Hviid velkommen i JBS-familien,” siger Michael Alstrup, adm. direktør i JBS Textile Group A/S.

 

Vil genbruge kasserede tekstiler

JBS etablerer således en ny afdeling, der har 100 procent fokus på cirkulær tekstiløkonomi. Formålet er at reducere tekstilspild og producere nye metervarer af kasseret tekstilaffald fra blandt andet den offentlige sundhedssektor, kommuner og regioner. Helt uden brug af kemi.

“Der bliver smidt mere end 225 tons tekstiler ud i Danmark hvert år. Det skal der laves om på, og vi er derfor utroligt glade for samarbejdet med JBS Textile Group A/S, der kan sætte skub i den udvikling nu,” udtaler Ann-Sofie Hviid, ejer af Hviid Hviid ApS.

Hviid Hviid by JBS vil koncentrere sig om miljørigtig genanvendelse og bekæmpelse af spild af tekstiler med et koncept, der kan genbruge kasserede tekstiler samt omdanne dem i en cirkulær proces til nye langtidsholdbare tekstiler. Tekstilerne testes på Dansk Teknologisk Institut og i en række offentlige institutioner. Blandt andet på baggrund af disse erfaringer vil Hviid Hviid by JBS videreudvikle konceptet.

 

Foto: JBS