Adia Fashion, der var ejet af B&C Textiler, som gik konkurs for to uger siden, overtages af Ikastbaseret modevirksomhed.

B&C Textiler indgav den 10. maj 2019 konkursbegæring til Skifteretten i Sønderborg. Hovedårsagen til konkursen er den fortsatte usikkerhed, der er omkring Brexit.

Men intet er så trist, at det ikke er godt for noget. I en pressemeddelelse omkring konkursen skrev ejerne bag B&C Textiler, Claus Zink og René Toft, at man arbejdede på en videreførelse af plus size-brandet Adia Fashion – og bønnerne er blevet hørt.

Ifølge Herning Folkeblad så har Ikast-virksomheden Pardon Clothing opkøbt Adia Fashion. Et opkøb, som direktøren i Pardon Clothing, Claus Bentzen, er meget begejstret for.

”Det passer godt ind i den palette af mærker, som vi har, samtidig med at Adia Fashion kan noget, vi ikke har i forvejen. Det er lidt yngre, mere friskt og henvender sig ned til kvinder på 30 år og så opad. Vi er i forvejen rigtig gode til plus size-tøj til kvinder, så det passede bare godt,” siger Claus Bentzen til Herning Folkeblad.

Udover Adia Fashion har Pardon Clothing også damebrands som Pont Neuf, Choise, Chalou, Sempre Piú og Aprico.