Kopenhagen Fur overtager Irma-direktør

Irmas direktør, Jesper Uggerhøj, forlader nu posten til fordel for Kopenhagen Fur. Han tiltræder den 1. april 2016 og skal være med til skabe en kobling mellem detailbranchen og den danske minkavl.

Jesper Uggerhøj har i de seneste fire år været en del af Coops dagligvarekæde Irma, men fra den 1. april 2016 får direktøren sin gang hos Kopenhagen Fur i Glostrup som ny administrerende direktør.

”Irma er efter min mening Danmarks absolut bedste dagligvarekæde. Det har været en stor fornøjelse at udvikle Irma sammen med dygtige og engagerede medarbejdere,” siger Jesper Uggerhøj i en pressemeddelelse.

Mens Coop nu er på udkig efter en ny direktør, så har Kopenhagen Fur endelig fundet den mand, som de har eftersøgt, fortæller Tage Pedersen, der er bestyrelsesformand hos Kopenhagen Fur.

”Jesper Uggerhøj er den helt rigtige mand på posten. Han har en god erfaring fra sit tidligere job hos Coop og har de rigtige kompetencer til at udvikle Kopenhagen Fur endnu mere. Han har en god indsigt i detailbranchen, og den viden kan vi også bruge hos Kopenhagen Fur. Vi begynder ikke selv at omsætte minkskindene, men det er altid en fordel at vide, hvad der sker, når skindene kommer videre i systemet,” fortæller Tage Pedersen til TØJ.

Billede: Kopenhagenfur.com