Danske Denim Project slutter sig til rækken af modebrands, der har lanceret digitale styles. Brandet har nemlig skabt fire NFT-styles i samarbejde med Mojomoto.

Digitale produkter i modebranchen begynder at florere flere steder.

Senest har H&M åbnet sin første retailbutik i metaverset CEEK City, og 2020’erne spåes til at blive årtiet, hvor modebranchen skaber helt nye måder at producere og sælge tøj på.

Nu træder det danske brand Denim Project også ind på den digitale scene med lanceringen af fire NFT-styles. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.

NFT, eller ‘Non Fungible Token’, er et unikt datasæt, som nemt gør det muligt at bevise ejerskab over unikke digitale produkter gennem blockchain-teknologi.

Køberen kan iklæde sig de digitale NFT-styles gennem et AR-filter på telefonen, og der er hverken brug for bomuld eller vand, da de fire styles aldrig bliver produceret fysisk.

 

Naturens storhed og fremtidens udsigter

Denim Project har skabt de fire styles i samarbejde med danske Mojomoto, der med udvikling af digitale 3D-styles og modeoplevelser opererer i skæringsfladen mellem fashion og teknologi.

“Fremtidens metaverse er, hvor ungdommen bevæger sig hen, og digitalt tøj kan blive et fundamentalt element til at drifte den digitale omstilling. Den tillader os at skifte stil ofte, udtrykke vores identitet med et mindre carbon aftryk og lader kreativiteten vokse udover den fysiske verdens grænser,” fortæller Lars Rahbæk, ejer af Mojomoto, i pressemeddelelsen.

For Denim Project fortæller de fire NFT-design en historie om den digitale revolution i tråd med brandets designfilosofi, der søger at sammensmelte naturens storhed og fremtidens udsigter.

“Mojomotos bedrifter er et stærkt træk i den rigtige retning, og vi vil gerne hjælpe med at rykke og forbedre modeindustrien. At skabe NFT’er løser ikke alle problemer med ét, men vi stræber altid efter at forbedre os og forberede os til, hvad fremtiden byder,” siger Steffen Gjøttrup, CEO hos Denim Project.

 

Foto: Denim Project