Efter en konkurs i efteråret 2018 vender modebrandet Eva & Claudi stærkt tilbage til den danske modescene.
I efteråret 2018 anmodede det danske modebrand Eva & Claudi om egen konkursbehandling, da man dengang ikke længere kunne få det til at løbe rundt.
Eva & Claudi blev grundlagt af designerne Eva Ingemar og Pia Claudi i 1991, frasolgt i 2015 og måtte så erklære sin konkurs i 2018.
Nu vender brandet stærkt tilbage til den danske modescene med ny ejerkreds og designeren Eva Ingemar i spidsen som adm. direktør. Brandet vil have produktion i Danmark og fuld fokus på bæredygtighed, hvilket skal være med til at revitalisere mærkets særlige dna.
”Det har været hårdt at stå på sidelinjen og se ens livsværk komme ud af kurs. Derfor er det en fantastisk følelse at være tilbage ved tegnebordet. At genfinde kvaliteten og det forunderlige møde mellem former, farver og mønstre, som var grundlagt for vores succes, inden vi solgte,” fortæller Eva Ingemar i en pressemeddelelse.
Det bærende element i det genskabte modebrand vil være unikke mønstre og forunderlige detaljer, og kollektionerne vil bestå af strik med et tilpasset udvalg af kjoler og t-shirts.
”Vi betragter os som en del af den nye slow fashion, som har fokus på bæredygtighed, sunde arbejdsforhold og tøj, der har en lang levetid. Alle vores strikmodeller produceres i Danmark, og vi laver ikke som et traditionelt tøjfirma fire kollektioner om året, men små oplag af eksklusive modeller, der løbende vil blive sendt på markedet,” forklarer Eva Ingemar.
På det europæiske marked vil brandet kunne købes gennem udvalgte butikker, mens det i Danmark kun vil være muligt at købe tøjet gennem Eva & Claudis egen webshop, der lanceres medio maj 2019.