DK Company har netop offentliggjort et rekordregnskab, og nu retter koncernen blikket mod markedet efter eventuelle opkøbsmuligheder af brands.
Lige nu huser DK Company hele 20 modemærker inden for både herre- og damemode, men nu kigger koncernen på eventuelt at ville udvide sin brandportefølje.
”Vi er altid åbne over for nye muligheder i markedet. Opkøb er en del af vores dna,” udtaler koncernchef og hovedaktionær Jens Poulsen til Finans.
Læs også: Et totalt frasalg hos IC Group?
Den store modekoncern IC Group krymper langsomt, og har for nogle dage siden tilendebragt salget af det profilerede Peak Performance-brand. Samtidig er der opstået spekulationer om, hvorvidt IC Group overvejer at sælge flere af selskabets aktiviteter. Det bliver måske en mulighed, som det voksende DK Company-hus kommer til at gøre brug af.
“Vi har stor respekt for IC Group og har tidligere handlet sammen med dem,” tilføjer Jens Poulsen til Finans.
Det ville ikke være første gang, at DK Company ville gå på rov hos IC Group. DK Company erhvervede sig i 2014 en række modemærker fra IC Group, herunder InWear, Matinique, Part Two og Soaked in Luxury.
DK Company har hovedsæde i Ikast, men også afdelinger i både København og Vejle.
Kilde: Finans