”Vi ser frem til at kunne dele vores univers med hele verden,” fortæller adm. direktør i modehuset bag Day Birger et Mikkelsen og 2ndday, Peter Henriksen, som nu lancerer onlinebutikker for begge brands.

De sidste måneder har stået i forandringernes tegn for Day Birger et Mikkelsen og 2ndday i håbet om at få en ny og frisk start. I slutningen af 2019 opkøbte den adm. direktør, Peter Henriksen, begge brands, og senere blev det offentliggjort, at modehuset oprustede med en ny kreativ direktør, Christina Exsteen.

Nu tager modehuset endnu et skridt mod selskabets fremtidige vision. Modevirksomheden lancerer nemlig de længeventede webshops for både Day Birger et Mikkelsen og 2ndday. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

”Lanceringen af de to onlinebutikker er en vigtig milepæl for vores brands. Med fysiske butikker på tværs af Skandinavien og retailers overalt i verden, er det et naturligt skridt at tilknytte dette netværk med webshops. Vi ser frem til vores digitale rejse forude og til at præsentere og dele vores univers med hele verden,” udtaler Peter Henriksen i pressemeddelelsen.

De nye webshops er designet for at give den optimale kunde- og brandoplevelse, hvor funktionerne er gjort nemt tilgængelige. Kunderne kan nu shoppe de nyeste kollektioner, skabe relationer med modehusets medarbejdere og opleve brandets univers i ét digitalt rum.

”Vi har nu en mulighed for at skabe relationer og engagere os direkte med kunderne. Vi har samarbejdet med dygtige partnere rundt omkring i Danmark for at bringe de digitale universer til livs, og vi håber, at kunderne vil få en god oplevelse,” fortæller e-commerce- og marketing chef i Day Birger et Mikkelsen og 2ndday, Farah Ragheb.

Onlinebutikkerne day.dk og 2ndday.dk er allerede åbne og klar til at byde kunder fra hele Europa, Storbritannien og Norge velkommen ind i universet.