Great Place to Work® har kåret dansk modebrand som en af landets bedste arbejdspladser. Det glæder virksomhedens CEO, der håber, at det får flere til at reflektere over, hvordan skiftende trends og jagten på at være ’rigtig’ påvirker medarbejdere, arbejdskultur og relationer.

Modevirksomheden Our Units har netop modtaget anerkendelsen for at være en arbejdsplads med en høj grad af tillid i kategorien 20-49 medarbejdere. Arbejdspladsen er kåret som den eneste repræsentant fra modebranchen i Danmark i år på tværs af alle Great Place to Work® kategorier: 20-49 medarbejdere, 50-499 medarbejdere og 500+ medarbejdere. Det skriver modevirksomheden i en pressemeddelelse.

Anerkendelsen skyldes, at Our Units er lykkedes med at rette op på en kultur uden tillid, åben dialog og plads til den enkelte. CEO og partner Inge Kindberg er stolt af resultatet. Ikke mindst fordi det kommer blot tre år efter, at Our Units gik alt efter i sømmene, blev formålsdrevet og ændrede kulturen radikalt.

 

Opgør med at mennesker skal tilpasse sig

I 2019 besluttede bestyrelsen at skærpe Our Units eksistensberettigelse til at være mere end blot at lave bukser. Det har ført til en investering i et langtidsholdbart fundament, der skal sikre formål og relevans. Samtidig har det betydet et opgør med, at mennesker skal tilpasse sig trends og modeverdenen, forklarer Inge Kindberg i pressemeddelelsen:

”Vores medarbejdere og relationer led under opfattelsen af, at det er smart at være en del af et miljø, hvor trenden konstant skifter, og man skal tilpasse sig for at høre til. Alt det har vi gjort op med. Slut med utryghed, mistillid, hvisken i krogene og medarbejdere, der ikke turde stå frem, som de skønne og forskellige mennesker de er. I dag er mennesket det essentielle i alt, hvad vi gør. Hvert enkelt menneske er unikt og smukt præcis, som det er. Bukserne kommer i anden række.”

Undersøgelsen lavet i samarbejde med Great Place to Work® viser, at 100 procent af medarbejderne tilkendegiver, at de i dag kan være sig selv, når de er på arbejde hos Our Units, og at 96 procent har det godt med måden, som arbejdspladsen bidrager til samfundet på.

 

Fleksible arbejdstider

Hos Our Units har opgøret betydet, at der nu bliver lagt meget mere kærlighed i bukserne, og der er mere fokus på de mennesker, som arbejder med og bærer bukserne. I dag synes 100 procent af medarbejderne, at arbejdspladsen – alt taget i betragtning – er et rigtig godt sted at arbejde. Konkret har arbejdspladsen blandt andet iværksat en række initiativer for at støtte mennesker i at favne sig selv, som de er, og tage modige skridt mod en bedre verden, modebranche og arbejdsplads:

‘Friheden til at være den, du er’ betyder hos Our Units, at flere arbejder på nedsat tid, direktøren er ansat på 70 procent, og at arbejdstiderne er tilpasset den enkeltes liv. Nogle møder tidligt og går tidligt, andre møder sent og går sent, og flere har skiftevis korte og lange uger.

Derudover er de traditionelle jobbeskrivelser erstattes af bidragserklæringer, så hver medarbejder bliver set for og bygger sit job på det, vedkommende brænder for – mens Our Units formål viser retningen, og værdierne lethed, kærlighed og forståelse guider adfærden.

Desuden har medarbejderne gennem halvandet år arbejdet med fordybelsesgrupper, hvor de træner tillid og åbenhed og taler om emner som at stå stærkt i forandringer og arbejde som en helhed.

Relationerne til Our Units forhandlere og leverandører er i dag båret af aftaler med gensidigt ansvar og støtte, som løbende evalueres.

 

Vigtige skridt forude

Ifølge Inge Kindberg, har verden har ikke brug for mere bevidstløst produceret tøj. I stedet er der brug for virksomheder, der leder vejen for en mere menneskelig og ansvarlig tøjbranche, tager ansvar for deres produkters livscyklus og sikrer, at menneskerne i og omkring produkterne bliver støttet i at folde sig ud.

”Vi har vist, at der er plads til både at være en del af modebranchen og være blandt Danmarks bedste arbejdspladser. Nu kalder erkendelsen af, at vi alle er ét og forbundet med Moder Jord, desperat på, at vi tager større ansvar for vores adfærd som mennesker, arbejdspladser og branche. Al forandring starter indefra, og vi er kun lige begyndt,” slutter hun.

 

Foto: Our Units