Mp Denmark – nyt navn og nyt marked

Martin Pedersen Strømpefabrik skifter navn til Mp Denmark og går samtidig ind på det russiske marked.

Til efteråret sender mp Denmark en stor strømpeleverance til Rusland. Ordren er et håndgribeligt bevis på, hvad der sker, når en virksomhed ændrer sit fokus fra producent til at være markeds- og kundeorienteret.

Et nyt kunde- og markedsorienteret fokus har givet resultater langt hurtigere end ventet, og til den igangværende modemessen lancerer Mp Denmark ny designidentitet og fordobler antallet af årlige kollektioner. Mp Denmark udstiller i disse dage på CIFF Kids.

”Det er lykkedes at forene virksomhedens dybe kvalitetskultur med et solidt blik for kundernes behov, fordi vi har nogle fantastiske medarbejdere, som med begejstring og entusiasme byder forandringer velkommen,” siger direktør og medejer af strømpefabrikken, Morten Bundgaard.

Strømper til børn og deres mødre
Direktøren vil fastholde virksomhedens dybe produktkendskab og kombinere det med kundefokus.

”Vi interviewede kunderne og afdækkede deres forventninger. Kvinderne efterspurgte strømper til sig selv, fordi de i årevis har købt Mp-strømper til børnene og gerne selv vil have den samme kvalitet. Det tog vi konsekvensen af. Vi har et ekstremt stærkt brand, og det skal vi nu styrke via design,” forklarer Morten Bundgaard.

For hurtigt at få den nye tilgang forankret i virksomheden, skabte han fysiske forandringer både internt og eksternt, som understøtter processen.

”Det nye navn er et konkret billede på nye tider. Det har rødder i vores fortid og er enkelt og internationalt. Samtidig har vi skabt et nyt logo, som i sit udtryk bygger bro mellem det gamle og det nye Mp,” forklarer direktøren.

Sammen med bestyrelsen frasolgte Morten Bundgaard de enheder, som ikke understøttede Mp Denmarks kernekompetence, så virksomhedens 77 års viden om strømpers pasform og produktvikling af miljøvenlige garner kunne udnyttes.

Strategien bar frugt allerede ved årsskiftet, da 2013-regnskabet viste et overskud på 3,7 millioner.

Eksportplanerne lykkes
”I mine mange år på bestyrelsesgangene har jeg sjældent set så hurtige resultater som her,” siger Poul Plougmann, der som bestyrelsesformand for Mp Denmark følger processen tæt.

Og med den første russiske ordre i hus er også eksport-planerne ved at lykkes. Man har allerede godt fat i Skandinavien, Tyskland og en række andre europæiske lande. De nye kunder i Rusland samt et begyndende salg i Japan varsler, at mp Denmarks strømpefødder nu for alvor løber i den rigtige retning.