Den internationale sportskoncern, Active Sportswear, der sælger en række kendte brands i både ind- og udland, er under konkursbehandling.
Et frasalg af rettighederne til det populære sportsbrand New Balance skulle vise sig at koste den internationale sportskoncern Active Sportswear Int. Holding A/S dyrt. Frasalget har nemlig været medvirkende til, at virksomheden nu er erklæret konkurs. Det skriver Finans efter at have talt med advokat Nicolai Dyhr, der er indsat som kurator i konkursboet.
”Baggrunden for konkursen er udskiftninger i ledelsen, og at man solgte rettighederne til New Balance for et par år siden med markant tab af omsætning til følge,” fortæller Nicolai Dyhr til Finans.
Gennemgår man det seneste årsregnskab, er det da også tydeligt, at frasalget af New Balance gjorde ondt på virksomheden. I årsregnskabet for 2017 leverede virksomheden nemlig et underskud på 300.000 kroner. Ledelsen skriver selv i årsrapporten for 2017, at årsagen til den manglende vækst blandt andet skyldtes afviklingen af New Balance.
Active Sportswear blev stiftet tilbage i 1987 og er en international koncern med datterselskaber i blandt andet Norge, Sverige og Hong Kong. Virksomheden har stået for salget af egne brands, der tæller Color Kids, friluftsmærket Kilmanock og badmintonmærket Forza. Gennem en årrække ejede Active Sportswear også H2O, der dog blev solgt tilbage i 2012.