Det danske modebrand Stella Nova udvider virksomheden med en fysisk butik i håb om at skabe en anderledes oplevelse for kunderne, end hvad onlinehandel kan tilbyde.

I oktober 2018 slår Stella Nova dørene op til brandets egen nye butik på Gammel Mønt 2 i det centrale København, der førhen har huset modeforretningen Holly Golightly gennem 17 år.

Butikken er den første fysiske butik for Stella Nova, som har lagt mange tanker i at åbne en butik i København:

”Ambitionen med at drive egen butik er ikke mindst at skabe større synlighed omkring tøjet, når det ikke skal konkurrere med opmærksomheden fra mange andre brands. I vores egen butik kan vi opbygge vores eget univers omkring tøjet og skabe en oplevelse for kunderne, som de ikke får i en webshop. At shoppe skal være en oplevelse, ” udtaler Trine Skoller, kreativ direktør for Stella Nova, i en pressemeddelelse.

Åbningen falder sammen med Stella Novas 15-års jubilæum, og Stella Nova har længe haft en god lokation for butikken i kikkerten. De har derfor også været meget selektive i valg af lokation, fortæller Trine Skoller.

”Regnskabet viser, at vi er godt på vej efter nogle svære år. Og alle i Stella Nova glæder sig nu til, at flere års hårdt arbejde kan krones med en langt større synlighed i gadebilledet, hvor vi glæder os til at byde de første kunder velkommen,” udtaler Lili Denta, CEO for Stella Nova.

Tøjet fra Stella Nova bliver solgt i stormagasiner og udvalgte forretninger i Danmark. Derudover eksporterer Stella Nova tøj til lande som Belgien, Holland, Norge, UK og Tyskland.