Armbånd støtter bekæmpelsen af vold mod kvinder

fnSmykkedesigneren Sanne Nordahn har sammen med Dansk Kvindesamfund designet et sølvarmbånd, hvor overskuddet går til bekæmpelsen af vold mod kvinder.

I anledning af den ‘Internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder’ den 25. november lancerer Sanne Nordahn og Dansk Kvindesamfund et armbånd, der støtter op omkring sagen.

“Vold mod kvinder er desværre stadig svært at tale om, selv om det rammer bredt i alle samfundslag. Derfor er det vigtigt, at vi udbreder kendskabet til problemet, og jeg håber, det smukke sølvarmbånd, Sanne Nordahn har skabt til os, vil medvirke til at nedbryde tabuet omkring vold. Sanne Nordahn har virkelig formået at skabe et unikt smykke, der både har symbolet for 16Days og som også er et smukt design i sig selv,” fortæller forkvinde for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord.

16Days repræsenterer de 16 dages aktivisme med fokus på problemstillingen, hvilket også er tænkt ind i smykket. Armbåndet består nemlig af en lille amulet, der viser en sol med 16 stråler. Hver stråle repræsenterer en dag med aktivisme mod vold.

Yderligere har Dansk Kvindesamfund samlet en række markante kvinder som ambassadører for sagen. Heriblandt feminist og debattør Emma Holten, skuespiller Sarah-Sofie Boussnina og sanger Lina Rafn.