Polhem bevæger sig væk fra den klassiske PR og rebrander sig i stedet som et ’one-stop’ marketing- og kommunikationsbureau.
Det danske PR-bureau Polhem er fremover mere end blot et PR-bureau. Faktisk bliver ’PR’ slettet fra virksomhedsnavnet, og i stedet bliver bureauet til et ’one-stop’ marketing- og kommunikationsbureau med fokus på både personlige relationer og datadrevne løsninger. Det oplyser Polhem i en pressemeddelelse.
Det sker, idet Polhems kunder i stigende grad efterspørger en samlet marketing- og kommunikationsløsning til alle kanaler.
Polhem påbegyndte allerede sine investeringer i digitalisering tilbage i 2016, da bureauet ansatte Joel Backlund som CDO, men nu tager Polhem altså næste skridt mod at arbejde mere med data kombineret med klassisk PR.
”Med en datadrevet tilgang til nutidens forretning kan vi analysere alle vores kommunikations- og marketingindsatser, hvilket giver os mulighed for at være mere succesfulde med brandstrategier og kampagner,” lyder det fra Joel Backlund, som fortsætter:
”I takt med at detailhandlen udvikler sig mere i retning af online platforme, er vi i stand til at tilbyde e-handelsvirksomheder analytisk data og ekspertrådgivning i, hvordan man udvikler en succesfuld forretning og målrettet synlighed online.”
Polhem har kontorer i syv nordeuropæiske lande med lokale eksperter på området inden for marketing, kommunikation og PR. Den nye virksomhedsstruktur betyder, at Polhem bliver et globalt team, hvor der samarbejdes tæt på tværs af kompetencer og landegrænser for at tilbyde kunderne 360-graders løsninger inden for marketing, kommunikation og PR.
”Vi har set, hvordan vi er i stand til at styrke brand awareness og salg ved strategisk at introducere brandet til sin målgruppe ved at bruge både betalt marketing og organisk kommunikation sideløbende,” siger Malin Boman, der er CEO i Skandinavien, og fortsætter:
”Når vi går ind i et pitch i dag, medbringer vi alle vores samlede ressourcer ved at aktivere vores globale team.”
Polhem har en del kunder i modebranden, herunder blandt andet Cos, Esprit, Kari Traa, Reima, Saint Tropez og Zalando.
Foto: Pexels