Det sociale medie Tiktok har for nylig indgået et samarbejde med stor handelsplatform og er dermed på vej til at blive en ny salgskanal for virksomheder.

Kender du Tiktok? Hvis ikke, så er det måske en god ide snart at stifte bekendtskab med mediet.

For selv om mediet deler vandene – blandt andet på grund af nogle etiske udfordringer – så kan vi ikke lukke øjnene for, at mediet har vokset sig stort. Og lige om lidt er en betydningsfuld salgskanal. Det skriver Børsen.

 

Samarbejde med Shopify

For nogle uger siden kom det nemlig frem, at TikTok vil åbne sine videoer for handelsplatformen Shopify. Det betyder, at virksomheder, der sælger via Shopify, fremover kan sende forbrugerne direkte til deres onlinehandel via links fra Tiktok.

De to parter har samarbejdet længe, og det var forventeligt, at noget stort var på vej. Ifølge tech-magasinet Charged betyder samarbejdet, “at Tiktok omsider er trådt ind på detailhandlens slagmark.”

Målet er, ifølge tech-magasinet Techcrunch, at udfordre Facebook og Instagram, der for eksempel lancerede ‘Shops’ sidste år.

Den nye mulighed er i starten kun tilgængelig i USA og Storbritannien.

 

Handelsvolumen vokser hurtigt

Samarbejdet mellem Tiktok og Shopify er et tegn på den udvikling, der har været i især Kina.

Ifølge Lars Fæste, chef for Boston Consulting Group i Kina, er man i Kina længere fremme, end vi er i Vesten, inden for særligt to kommercielle discipliner. Det fortæller han i podcasten ‘Topchefernes strategi’:

For det første fremhæver han udnyttelse af data til at få en stadig dybere forståelse af kunden. For det andet peger han på udvikling af et økosystem, hvor man skaber et fællesskab rundt om kunden og tilbyder mere end blot salg af et produkt.

Han siger desuden, at Tiktoks handelsvolumen endnu ikke er kæmpestor, men det er på vej – og at udbredelsen af Tiktok har været helt ufattelig hurtig.

 

Danske virksomheder skal undersøge mulighederne

Andelen af danske virksomheder på Tiktok er forsvindende lille. Men Per Bank, topchef i Salling Group, mener, at der er “et betydeligt, uopdyrket potentiale i at kommunikere direkte og ufiltreret med en attraktiv målgruppe.” Det gælder dog om at “ramme en autentisk tone, der fungerer på Tiktoks præmisser.”

“Det er klart noget, vi og andre virksomheder i Danmark bør være mere nysgerrige på at undersøge og udnytte,” siger Per Bank til Børsen.

 

Foto: Unsplash