“Vi er sikre på, at det bliver en af de travleste messer, vi har haft til dato,” siger projektleder hos Dypång Lisbeth Kierkegaard, der står for Aarhus Fashion Week, til TØJ. 

Fra den 17. til den 19. august slår Aarhus Fashion Week dørene op til endnu en modeuge i den jyske hovedstad, der denne sæson oplever en massiv opbakning i forhold til tidligere år.

“Opbakningen er markant i år – både hos udstillere og kunder. Der er mange, som har meldt tilbage, at deres mødekalender allerede er fuldt booket, hvilket gør os rigtig glade på udstillernes vegne. Vores fornemmelse er, at mange har droppet turen til København for at lave deres indkøb i Aarhus i stedet,” fortæller Lisbeth Kierkegaard, der er projektleder hos eventbureauet Dypång, som står for at afvikle Aarhus Fashion Week.

Messen har samlet i alt 117 brands, som vil udstille på de vanlige lokationer i Ridehuset og på Balticagade i Aarhus. Og der er styr på alle de nødvendige foranstaltninger, så både besøgende og udstillerne kan føle sig trygge alle tre messedage.

“Vi har forholdt os til de retningslinjer, som regeringen har sendt ud på nuværende tidspunkt, og vi overholder selvfølgelig dem alle. Vi overstiger ikke forsamlingsforbuddet på 100 personer samlet på en gang, for vi har bedt vores udstillere om at begrænse deres møder til maks 2 kunder ad gangen. Derudover vil vores personale tage imod kunderne og registrere, hvor mange de er, for at sikre, at forsamlingsforbuddet bliver overholdt,” siger Lisbeth Kierkegaard og tilføjer:

“Der vil desuden være masser af afspritning, og vores personale er symptomfrie samt instrueret i at afspritte smitteflader løbende og holde afstand.”

“Vi har store forventninger til Aarhus Fashion Week. Vi er sikre på, at det bliver en af de travleste messer, vi har haft til dato. Det er dejligt, at vi kan mærke, at vi har et koncept, der fungerer for både udstillere og kunder, og vi ser frem til at tage imod dem i den kommende uge,” afslutter Lisbeth Kierkegaard.

Foto: Dypång, Aarhus Fashion Week