Nikolai Klausen, direktør i brancheorganisationen Wear, er ikke i tvivl: ”Selvfølgelig kommer både brands og indkøbere til modeugen. Ellers misforstår de den opgave, de er sat i verden for at tage hånd om.”

Ifølge Nikolai Klausen, direktør i brancheorganisationen Wear, bliver modeugen i august meget bedre end den, der blev afviklet for et år siden, hvor modeugen senest blev afholdt fysisk.

”Størstedelen af danskerne er vaccineret. Det er man også i de fleste af de lande, som er relevante for modeugen. Rejserestriktionerne er også løftet, så brands og indkøbere kan komme ind og ud af landet – og der er ingen begrænsninger på tværs af Danmark, så jyderne kan godt komme til København. Der er faktisk ikke nogen større pandemirelaterede undskyldninger for ikke at deltage. Så længe alle overholder retningslinjer om afstand og håndsprit, så kan modeugen sagtens afvikles,” lyder det fra branchedirektøren.

Referencen til 2020 skyldes, at der for et år siden blev afviklet en modeuge og flere modemesser med begrænset udenlandsk tilslutning og med et begrænset dansk aktivitetsniveau hos både brands og indkøbere. Den oplevelse sidder måske stadig i kroppen på en del.

”Men det bliver bedre denne gang,” siger Nikolai Klausen og understreger, at der – ud over helt andre restriktioner – er et stort ønske blandt modebrands, messeaktører, eventmagere og indkøbere om at få afviklet en god, besøgsværdig og inspirerende modeuge.

 

En opsang til både indkøbere og udstillere

Branchedirektøren mener dog også, at man ikke skal forvente samme aktivitet som i årene før pandemien – for tiden har ændret sig. De store stande, de store budgetter og den vilde fest er skruet ned til en mere realistisk og håndterbar størrelse med fokus på kontakt, netværk og inspiration.

Der er dog en afgørende ting, for at en modeuge og modemesser kan lade sig gøre: At der kommer besøgende. Og til det har Nikolai Klausen en kommentar:

”Det bør slet ikke være en diskussion, om man deltager eller ej. Selvfølgelig gør man det. Hvis man er indkøber, så har man i halvandet år ikke fået nye impulser og kreativ inspiration, men kun rodet rundt i egen andedam samt set et par digitale shows og fremvisninger. Særligt den fysiske detailhandel har hårdt brug for fornyelse og inspiration, ligesom der er brug for mere personlig interaktion, for at røre ved materialerne og se snittet og formen. Man må simpelthen ikke forspilde denne unikke mulighed.”

Det er ikke kun indkøbere, der får en kommentar med fra branchedirektøren. Også udstillerne får en lille opsang:

”Det er helt forståeligt, at nogle modevirksomheder har set sig nødsaget til at springe en sæson eller to over og i stedet udelukkende har fokuseret på egne showrooms eller digitale fremvisninger. Men det går ikke i længden. De fleste modebrands har ikke været ude af landet i halvandet år grundet lukkede messer og grænser. De har kun kontakt til egne faste kunder, men får ikke skabt nye relationer ved den begrænsede aktivitet. Så selvfølgelig kommer både brands og indkøbere til modeugen. Ellers misforstår de den opgave, de er sat i verden for at tage hånd om.”

 

”Det er nu, branchen skal stå sammen”

”Jeg bliver bekymret, når man handler mest ud fra ’mig’ i stedet for ud fra ’os’, når man ved, at en modeuges og en modebranches fremtid er afhængig af, at alle står side ved side,” siger Nikolai Klausen og fastslår:

”Det er nu, branchen skal stå sammen. Hvis man tror, at man er hævet over det kollektive fællesskab, og man har nok i sig selv, så risikerer man at stå alene bagefter. Det er en alt for defensiv og kortsigtet strategi at sige, at man ikke har behov for en modeuge – både som virksomhed, brand og indkøber.”

Hvordan man bedst bidrager til fællesskabet, har Nikolai Klausen ikke et entydigt svar på. Det afhænger ifølge ham af den enkelte aktørs strategi, målgruppe og økonomiske formåen. Om det er stand, show, event, pop-up, besøg fra chefindkøber eller alle i butikken er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at man er der og bakker op.

Desuden understreger branchedirektøren, at København er den første by i lang tid til at afvikle en modeuge, da alle andre messer og aktiviteter har været aflyst. Det er en unik position – både for byen og for modeugen.

”Det er nu, København skal shine som modeby. Det har faktisk aldrig været lettere, som det er denne sæson,” afslutter Nikolai Klausen.

 

Foto: Nikolai Klausen