CIFF Kids kan lukke dørene for AW 18-sæsonen med en tilfredsstillende fornemmelse. Messen oplevede en fortsat stigning i både besøgstal og deltagende udstillere.
”Vi regner stærkt med fortsat at se en stigning i besøgende og udstillere.” Sådan lyder udmeldingen fra Fashion og Design Director hos CIFF, Kristian W. Andersen, til TØJ om den netop afsluttede CIFF Kids-messe
I år har messen oplevet en stigning i besøgstal og – ifølge Kristian W. Andersen – en forhøjet kvalitet af indkøbere. Udover sit sædvanlige kundeklientel fra de skandinaviske markeder, har CIFF Kids denne gang også huset flere indkøbere fra lande som USA, Japan, Korea, Kina og Emiraterne.
Den skærpede tilstrømning af CIFF Kids-interessenter er blandt andet muliggjort ved nogle ændringer i messens opbygning, herunder mere luft og plads i gange, hvilket skaber en bedre dynamik og mere synlighed for flere stande.
Læs også: Messereportage CIFF januar 2018
”Vi fokuserer ikke på kvantitet men kvalitet. Opbygningen giver plads til, at hvert brand kan skabe sit eget univers, hvilket der bliver sat pris på – både af udstillere og besøgende,” siger Kristian W. Andersen.
I år har modemessen været særligt stolt af samarbejdet med Børne Hjernekræfts Fonden, men også de mange nye både internationale og nationale brands, samt hvordan Lifestyle-området vokser hver sæson.
Ifølge Kristian W. Andersen står CIFF Kids tilbage med mange positive tilbagemeldinger. Blandt andet havde Sara Giese Camre, Founding Partner i Cam Cam Copenhagen, et godt besøg på messen:
”Vi havde en rigtig god messe på CIFF Kids. Det er en veltilrettelagt messe, der er nem og tjekket at gå til som udstiller i forhold til mange af de udenlandske messer, vi deltager på. Vi slog vores salgsrekorder igen i år og fik, udover de danske indkøbere, indkøbere på besøg fra hele Nordeuropa – Sverige, Norge, Tyskland, Østrig, Schweiz og England, samt indkøbere fra Japan, Sydkorea og Kina. I øvrigt synes jeg, at niveauet er meget højt designmæssigt i forhold til sammenlignelige udenlandske messer.”
Læs også: Messereportage CIFF kids februar 2018
Forinden planlægningen af næste messe, skal der være fokus på opfølgning og evaluering af indeværende sæson, mener Kristian W. Andersen.
Han tilføjer, at CIFF Kids huser mange brands, som har være tilknyttet messen i mange år, men hver sæson kommer der nye brands til – ”og det forventer vi også, at der bliver ved med, i takt med at resten af messen vokser,” afslutter han.